Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Lad os rive med af eventyret

Sådan så det ud, da Lars Simonsen og hans mor i april berettede om deres nye eventyr. Nu er de taget afsted. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce

Da jeg satte mig ud i bilen og kørte hjem fra mit første møde med Suzi Oud og Lars Simonsen fra Svanninge var jeg klar til at sælge alle mine ejendele og rejse ud i verden. Tage på eventyr. Altså sådan helt seriøst.

Okay okay, det dampede lidt af.. Og et par dage efter var jeg nogenlunde mit eget velkendte og trygge "jeg" igen. Men jeg blev i den grad både udfordret og inspireret.

Jeg mødte Lars Simonsen og Suzi Oud for første gang i slutningen af 2016. De var for nyligt vendt hjem fra 2000 kilometers sejlads gennem Alaska, hvor de var i nærkontakt med indianere, bjørne, nordlys og naturens luner.

Jeg skulle skrive en artikel om deres oplevelser til Fyens Stiftstidende, og jeg havde naturligvis forberedt mig, inden jeg mødte op i Svanninge. Men hvad der helt præcist ventede mig, havde jeg ikke set komme.

Lars og Suzi fortalte passioneret om, hvordan de prioriterede benhårdt i deres liv for at forfølge eventyret og være sammen som familie på en måde, som virkelig gav mening for dem alle.

"Der er en fyr, vi følger i England, som siger: "Make your life memorable" (gør dit liv mindeværdigt, red.), og det er i virkeligheden det, det handler om", fortalte Lars Simonsen mig.

Og jeg kunne virkelig godt følge ham. Den passion, historien blev fortalt med, smittede i den grad af på den letpåvirkelige tilhører.

Desværre er jeg langt fra ret eventyrlysten. Jeg bekymrer mig for meget og vil gerne have alting planlagt på forhånd. Selvom man af og til kan bande forudsigeligheden langt væk, så er der for mig en tryghed i at vide, at lønnen går ind hver måned, og jeg sådan nogenlunde ved, hvad jeg står op til af arbejdsopgaver. Og de vildeste dyr, jeg kommer i nærkontakt med, er ikke brune bjørne men et par skovflåter, som jeg havde med hjem den anden dag efter en reportagetur til skoven i Svanninge Bjerge.

Indrømmet, det er der altså ikke meget Bear Grylls, Troels Kløvedal eller Indiana Jones over.

Familien Oud-Simonsen har i deres liv været på adskillige eventyr, og i denne uge drog Lars ud på endnu et. Denne gang med sin mor ved siden af i kajak. I tirsdags begav han sig ud på første etape af et projekt, som kan ende med at tage 3-4 måneder. Han skal svømme Danmark rundt. Og hans mor skal sejle ved siden af i en hobiekajak.

Vi har fået lov at følge ham, og hver uge vil vi her i avisen samle op på, hvordan det går.

I mellemtiden vil jeg opfordre til, at vi alle sammen - også jer, der er ligeså store tryghedsnarkomaner som mig - lader os rive med af eventyret engang imellem. Jeg tror, der ligger store oplevelser derude, hvis vi gør det. Vi behøver jo ikke nødvendigvis at svømme hele Danmark rundt.

God tur, Lars.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Ugeavisen Faaborg

Vinderen er fundet

Ugeavisen Faaborg

Aktiv herre fylder rundt

Annonce