Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Nu har Lucas også fødselsdag tre gange om året

Annonce

Forleden havde Lucas fødselsdag.

Lørdag 5. september fyldte han seks år. Så længe er det siden, han kom til verden hos en kattekærlig familie i nærheden af Brylle.

Vi fandt ham på Gul & Gratis og hentede ham en mørk aften i begyndelsen af december, hvor han sad i en papkasse mellem børnene på bagsædet, da vi kørte hjem til Faaborg.

Det er svært at fatte. Jeg synes stadig på en eller anden måde, han er ”ny”.

Men sådan er det jo også med børn. Lige pludselig fylder de 18 og flytter hjemmefra.

Det kan jeg ikke forestille mig, at Lucas nogensinde gør. Flytter hjemmefra. Det har han det for godt til her hos mig.

Hvor skulle han også flytte hen? Hvis han bliver træt af mig, går han bare over til naboen. Men indtil nu er han altid "vendt hjem igen".

Og nu har han endda fået det endnu bedre, end han nogensinde har haft det.

På hans fødselsdag kørte vi i Netto, som vi plejer. Så fik han lov at vælge sin yndlingspakke med Whiskas godbidder. Han valgte ”Klassisk meny", hvor der er i alt 12 portioner med forskellige varianter.

Men efter han blev kastreret for et par år siden, skal jeg passe lidt på med, at han ikke bliver for tyk. Så vi har aftalt, at han højst må få fire portioner godbidder spredt ud over hans fødselsdag.


Jeg elsker de bøger. Og jeg elskede det, dengang mine børn var små og bad om at få læst ”Peddersen & Findus”, inden de skulle sove, for så vidste jeg, at jeg også selv fik en herlig oplevelse ud af det - og ikke ville ende med at falde i søvn ligesom børnene, hvilket let kunne ske med mange andre børnebøger.


Da vi sad ved køkkenbordet med seks lys og seks flag og fejrede hans fødselsdag, kom jeg pludselig til at tænke på ”Peddersen og Findus”. Den kender du garanteret. Det gør du i hvert fald, hvis du har børn.

Det er verdens mest geniale børnebogsserie - alene af den grund, at den er mindst lige så sjov og underholdende for voksne som for børn.

Jeg elsker de bøger. Og jeg elskede det, dengang mine børn var små og bad om at få læst ”Peddersen & Findus”, inden de skulle sove, for så vidste jeg, at jeg også selv fik en herlig oplevelse ud af det - og ikke ville ende med at falde i søvn ligesom børnene, hvilket let kunne ske med mange andre børnebøger.

Mens vi sad dér og fejrede Lucas, slog det mig pludselig: Gud, på mange måder er Lucas og jeg jo lidt ligesom Peddersen og Findus. En sjov og livlig kat - og et ”gammelt jas”, som Findus altid kalder Peddersen.

Godt nok bor vi ikke på en rød svensk bondegård i det indre Småland. Men vi bor dog ude på landet, i bakkerne oven for Faaborg.

Det roder lidt hos Peddersen, og tit kan han ikke lige finde de ting, han skal bruge. Og så beskylder han Findus for at have flyttet tingene.

Sådan er det også lidt her hos Lucas og mig.

Muligvis er jeg endnu ikke helt så distræt og glemsom som Peddersen, og omvendt er Lucas nok heller ikke helt så livlig og opfindsom som Findus.

Det herlige par i verdens bedste børnebogsserie, "Peddersen og Findus".

Findus kan for eksempel finde på at så frikadeller i haven – i håb om at der kommer nye frikadeller op ved siden af Peddersens grøntsager.

Jeg har dog endnu aldrig set Lucas plante Stryhns-bakker i min have.

- Lucas, kan du huske, at Findus altid havde fødselsdag tre gange om året – ligesom Føtex, spurgte jeg.

Det kunne Lucas godt huske.

- Kan jeg ikke også få det, sagde han og kiggede fromt op på mig.

- Tjoh, det kan du vel godt.

Så vi aftalte, at Lucas fremover har fødselsdag 5. september, 5. januar og 5. maj.

Tillykke, tillykke, tillykke!

Det er derfor, jeg mener, at han har det bedre end nogensinde her hos mig.

Men jeg er jo også nødt til at forkæle ham lidt - så det ikke ender med, at han flytter hjemmefra ligesom børnene.

Og nu er der under fire måneder, til vi igen skal i Netto efter en pakke Whiskas "Klassisk meny" til Lucas.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce