Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Septembers himmel bliver mere og mere blå

Der er noget helt særligt over den blå himmel i september, mener ugens klummeskribent. Billedet her er fra Drejet ved Knold. Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce

Når du læser disse linjer, kære læser, så regner det sikkert.

Det er i hvert fald det, vejrprognoserne antyder i skrivende stund. For når du læser dette, er september gået på hæld.

Men mens jeg skriver disse linjer, står solen højt på himlen og er smukkere end nogensinde før. Den skinner med det helt særlige, gyldne lys, som kun ses på denne tid af året. Et lys, der gør hårde konturer bløde. Et lys, der gør kolde overflader varme. Et lys, der gør kontrasterne klarere end noget filter på Instagram.

Solen spejler sig i Sundet, hvor gæssene hviler, inden de flyver på træk. Den glimter i edderkoppernes kunstværker af spind i det dugvåde græs. Og disen ligger lavt over landskabet i de kolde morgentimer.

Det har en ganske videnskabelig forklaring, at himlen er blå i september. Her oplever vi for første gang i lang tid, at iskold og tør luft fra nord strømmer ned over Danmark. Det er netop den kolde, tørre luft og fraværet af vanddamp i atmosfæren, der får himlen på en klar septemberdag til at opleves mere blå, har jeg læst mig til.

Men i mit hoved er det som om, septembers himmel bliver mere og mere blå, for hvert år der går.

Som barn husker jeg særligt somrene. Bare tæer i det grønne græs, ture til stranden og plyndringer i jordbærbedet. Men det er som om, september langsomt men sikkert har arbejdet sig op på førstepladsen over favoritmåneder i mit indre hierarki.

I år har vi været heldige med adskillige flotte, solrige og også varme septemberdage. Men vi ved jo godt, det er på lånt tid. Det er som om, vi sætter mere pris på det flotte vejr, nu hvor vi ved, at det er slut lige om lidt. Det er nu, depoterne skal fyldes op, så vi kan stå imod, når vi går både koldere og mørkere måneder i møde.

Når jeg om aftenen synger godnatsang for mine døtre, så har det hele måneden været “septembers himmel er så blå” (Alex Garff/Otto Mortensen, red.), de ønsker sig. Og den beskriver på allerfineste vis, hvad det er, september kan.

“Der er en søndagstille ro imellem træer og tage. En munter glæde ved at gro, som var det sommerdage”.

Den følelse af søndagsstille ro vil jeg prøve, om jeg kan genskabe, når det over de kommende måneder bliver lidt for meget med coronarestiktioner, incidenstal og andre ubehageligheder, vi ikke kan slippe for med det første.

Særligt i år, hvor intet ellers er, som det plejer, var det dejligt at opleve, at septembers himmels stadig er blå. Og måske endda lidt mere blå end sidste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce