Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Undskyld - men jeg er i godt humør

Troels Triers og Rebecca Brüels forsårssang gør altid denne uges klummeskribent i bedre humør. Arkivfoto

Undskyld at jeg for et øjeblik er jubeloptimist. Faktisk er humøret helt i top, selvom der ved den søde grød foregår ting i øjeblikket, der potentielt kan lægge en dæmper på livslysten. For eksempel udsigten til - til hver en tid - at skulle kunne hive et coronapas frem fra inderlommen.

Hvor jeg dog hader den kontrolfilosofi, den slags er udtryk for. Der ageres, som om corona er den første virus på planeten. Ingen med undtagelse af nogle ganske få helt til højre i folketingssalen tør opponere mod det kontrolapparat, regeringen er i gang med at lægge ned over os. Af frygt for at fremstå uforsigtige og ligeglade med menneskeliv vælger alle beslutningstagere at køre safe - ellers kunne det jo komme til at koste dem stemmer ved kommende valg.

Jeg kan fuldt ud slutte mig til synspunkterne i kollega Palles klumme i sidste uge. Faktisk mener jeg, at man i stedet for coronapas skal overveje omvendt bevisførelse. I stedet for at et pas til dem, der er vaccinerede eller testede, kunne man fremstille et tydeligt logo til dem, der bevidst vælger ikke at rette ind. Et stoflogo, som de - under strafansvar selvfølgelig - skal påsy deres overtøj og til enhver tid bære synligt, så alle andre kan se, hvem de skal gå i en stor bue udenom.

Annonce

Nå, det var det med optimismen og det gode humør, jeg kom fra.

Jeg er blandt andet glad, fordi der er så godt gang i bolighandlen i vores område. Mange huse bliver i øjeblikket solgt næsten lige så hurtigt, de kommer til salg, og der er adskillige børnefamilier imellem køberne, fortæller områdets ejendomsmæglere.

Man får meget for pengene i det sydfynske, men man skal ikke underkende et mangeårigt, solidt stykke brandingarbejde fra kommunens side med natur-herligheden i fokus. Tilflytningen er rigtig godt nyt for de sydfynske skoler og gymnasiet. Og det sætter en tyk streg under, at Sydfyn ikke kun er et pensionistmekka - området er attraktivt at flytte til i alle aldre - også selv om vi endnu ikke har fået den bro til Als.

Og det er så nu, jeg bliver lidt småsarkastisk igen - så er I advaret.

Jeg mener egentlig, man burde stoppe diskussionen om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at en Als-Fyn-bro med tilhørende motorvej gennem Svanninge Bakker vil skabe en støjkorridor og degradere nogle af vores naturområder.

Debatten burde starte et andet sted med et klart svar på det simple spørgsmål: Hvem, har man egentlig tænkt sig, skal benytte den bro?

Hvis forudsætningen er, at trafikken flyder derhen, hvor det er billigst, vil - som jeg ser det - al trafik mellem Nordtyskand og Sjælland/Sverige kommer til at gå ad den kommende Femernforbindelse. Sjællændere vælger vel ikke at køre over to betalingsbroer for at komme sydpå, når de kan nøjes med en? Al trafik mellem Nordtyskland og hele Jylland - plus store dele af det nordlige Fyn - vil vel fortsat foregå på motorvej E45, hvor der ingen afgift er?

Så hvor skal de mange bilister komme fra, der skal finansiere en bro mellem Sydfyn og Als?

Er der noget, jeg overser?

Jeg vil meget gerne belæres, men jeg forstår det simpelthen ikke.

Nå, men det kan ikke ødelægge mit gode humør. Foråret er på vej. Naturen er ved at vågne til dåd, og hvis jeg var statsminister, ville alle danskere hvert forår blive tvangsindlagt til at lytte mindst én gang til Troels Triers og Rebecca Brüels fantastiske sang: "Så' det forår igen".

Tillad mig at citere noget af teksten, hvis nogen skulle have glemt den:

"Når mænnene og konerne går og vifter med hormonerne

og ligger i vegetationerne og slider på kondomerne

så' det forår igen, så' det forår igen.

Når det hele spirer og gror,

og skægget vokser selv på mor,

så' det forår igen".

Klummen er alene udtryk for journalistens personlige holdning- ikke for avisens.

## BYL Warncke_Bent(2015)_02.jpg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Blum & Haugaard klar med første koncert efter ufrivillig coronapause: - At dele musikken med publikum er en forudsætning for vores musik og liv

Annonce