Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens klumme: Vrede fugle ville hakke mig til blods

Endnu en arrig havterne har udset sig klummeskribenten som angrebsmål. Foto fra videoptagelse på øen Flatey i Breidarfjördur, juli 2020.
Annonce

Vrede er et underligt fænomen. Selv her i landet findes der mennesker, der bare er notorisk vrede på alt og alle - og som allerhelst ville smadre dig, hvis de kunne komme af sted med det.

Og her tænker jeg altså ikke på Smadremanden.

Ikke fordi du har noget mellemværende med dem, men simpelthen fordi de har lyst til at smadre dig. Fordi de bare er vrede, og det kan jo lige så godt gå ud over dig som alle mulige andre.

Jeg oplevede fænomenet vrede på nærmeste hold, da jeg i sommer var på ferie i Island. Endda i et meget øde og tyndt befolket område helt oppe i det nordvestlige hjørne af landet. Vestfjordene, hedder området. Det er dobbelt så stort som Fyn, og der bor cirka 7000 mennesker - eller omtrent hvad der bor i i Faaborg.

Så der er rigtig god plads deroppe i Vestfjordene. Og man skulle mene, at man skulle være meget uheldig, hvis man stødte ind i nogen, der var vred. Ja, chancen for overhovedet at støde ind i nogen, forekom sådan set minimal. Ikke desto mindre mødte jeg vrede i voldsom grad.

Nu tror I måske, at det var en flok vrede fiskere og fårefarmere med fråde om munden, der forsøgte at få has på mig.

Men nej, det var fugle: Havterner!

Havternen er en fantastisk fugl. Det er den fugl i verden, der trækker længst. Den yngler i de arktiske egne - for eksempel i Island - men om vinteren holder den til på den modsatte side af kloden, i de antarktiske egne.

Man har målt, at de havterner, der yngler i Grønland og Island, i gennemsnit flyver over 70.000 kilometer på træk.

Om det er den lange flyvetid, der giver dem ”jetlag”, ved jeg ikke. Men jeg ved, at havternen samtidig er verdens vredeste fugl.

Officielt er den vred, fordi den vil beskytte sine reder og sine unger.

For 20 år siden var jeg oppe i samme område, og dér kom min kæreste og jeg lidt for tæt på en ternekoloni. Med et sindssygt og meget aggressivt skrig styrtdykkede en terne og hakkede min kæreste i hovedet, så det blødte - mens jeg forsøgte at filme angrebet.

Vi oplevede nøjagtig det samme i sommer. På den lille ø Flatey midt ude i den kæmpestore bugt Breidarfjördur bor der kun to fastboende bønder - og tusindvis af vrede havterner.

Det fik vi at mærke, da vi skulle krydse hen over et lille stykke græs mellem kirken og biblioteket, som er øens eneste turistatraktion.

Vi måtte løbe med hænderne og vinterjakkerne over hovedet for at beskytte os mod arrrige terner, der som små jagerfly igen og igen havde kurs direkte mod vores hoveder.

Et andet sted langt ude i Vestfjordene, 45 kilometer fra nærmeste dagligvarebutik, kom vi af vanvare til at booke en hytte, der lå lige midt i en ternekoloni. Jeg var lige ved at knalde hovedet ned i en stor sten, da jeg gled i det våde græs i en vanvittig flugt mellem bilen og hytten.

Så det kunne let være endt med, at denne klumme aldrig var blevet til noget.


Jeg har tit tænkt på, at vrede for mig er den følelse, der suger allermest kraft og energi ud af mig. Faktisk er vrede næsten værre end sorg.


Under mit ophold i Island i sommer gik det op for mig, at det ikke kun er for at beskytte ungerne, at havternen går til angreb. Vi var steder, hvor vi på ingen måde kunne være en trussel, og alligevel fik havternerne pludselig den indskydelse, at de havde enorm meget lyst til at hakke os i hovedet.

De var med andre ord parate til vold for voldens skyld. Sådan nogle små lystmordere!

Det var nøjagtig som i Alfreds Hitchcocks gyser "Fuglene", hvis du har set den. Det her var bare virkelighed. Men det går op for mig, at havterner må være talrigt repræsenteret på filmens rolleliste.

Jeg har tit tænkt på, at vrede for mig er den følelse, der suger allermest kraft og energi ud af mig. Faktisk er vrede næsten værre end sorg.

For mig er det i længden meget mere anstrengende at være vred end være ked af det. Sorg har det med at forsvinde med tiden. Vrede derimod kan meget lettere bide sig fast som en varig tilstand.

Måske er det netop det, der er sket for havternen.

I hvert fald må det være meget anstrengende at være havterne. Tænk lige: Den skal ikke alene flyve 70.000 kilometer fra Sydpolen til Nordpolen og tilbage igen - hvert eneste år.

Den skal også være vred hele vejen!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Faaborg

Kirketider uge 39

Ugeavisen Faaborg

Gudstjenester

Annonce