Annonce
Ugeavisen Faaborg

Ugens pladetip: En kompromisløs bombe af kreativ energi

Leif Schou, Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne, fortæller om Fiona Apples album Fetch the Boltcutters. Privatfoto
Annonce

Ind i mellem kommer der en plade, som spiller alle stik hjem. Fetch the Boltcutters er i min optik netop sådan et album. En gnistrende vedkommende udgivelse, hvor Fiona Apple leverer et overflødighedshorn af knivskarpe sange og spændende arrangementer.

Hun debuterede i 1996 som 18-årig med albummet Tidal. Allerede dengang en yderst bevidst kunstner, der stilsikkert evnede at blande genrer og skabe sig et personligt udtryk. Hendes tekster var frygtløst hudløse og eksistentielt konfronterende.


At få et album med så meget kreativ power til at fremstå så fantastisk helstøbt, det er en kunstnerisk magtdemonstration.

Fra artiklen


Fiona Apple vil hverken styres eller sættes i bås. Hun bærer en konfronterende vrede i sig, der hænger sammen med et seksuelt overgreb, hun oplevede som 12-årig. Hun opponerer stærkt imod maskulint overherredømme og underholdningsbranchens ideal om halvnøgne overseksualiserede kvinder og magtmænd spændt op til lir. Det har haft omkostninger for hendes karriere, men hun lader sig ikke kue. Fetch the Boltcutters er et regulært comeback, en styrkemarkering fra en kunstner, der vælger sin egen sti. Og som har pondus til at gøre det.

Hele albummet flyder over med skæve, knirkende og interessante detaljer, hvilket giver sangene et utroligt levende udtryk. Hun slipper en vidunderlig musikalsk galskab løs i musikkens hjørner og kanter, det hele gennemtænkt og i fuld kontrol. Der er intet, der løber ud af hænderne på hende, intet går i tomgang. Hun spænder fra stilmæssige yderligheder som en god knivspids af Tom Waits’ skæve univers, til klokkerene Kate Bush-referencer. At få et album med så meget kreativ power til at fremstå så fantastisk helstøbt, det er en kunstnerisk magtdemonstration.

Fiona Apple er stadigvæk direkte og kompromisløs. Hun har en vedkommende og skarp pen. Musikken underbygger effektivt hendes sprudlende, levende lyrik. Det er et album, der hele tiden afslører nye interessante detaljer, hver gang det bliver spillet. Igen. Og igen.

Lån den på dit bibliotek i lækker dobbeltvinyl.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce