Vester Hæsinge: 1. december kommer der endnu mere liv i Vester Hæsinge gamle brugs. I 2019 åbnede et pizzeria i den ene ende af bygningen, og nu rykker foreningen Lysglimt ind i nabolokalerne.
Lysglimt udspringer af en Facebook-gruppe, hvor medlemmerne indgår i et fællesskab og hjælper dem, der ikke har så mange midler økonomisk at gøre med. Facebook-gruppen er blevet så stor en succes, at den er blevet til en formel forening, som indsamler og formidler hjælp og varer til dem, der har brug for det.
Det er Betina Lund fra Nr. Broby, der i 2018 stiftede Facebook-gruppen, og indtil videre har hun opbevaret alle de donerede varer i sin kælder.
- Gruppen er bare vokset og vokset. Og det er en stor indgriben i privatlivet, når der kommer folk og henter ting både morgen, middag, aften og i weekender, siger hun.
Betina LundDet handler også om at få nogle af dem ud i lyset, som sidder derhjemme og har det svært. At man har noget at stå op til. Et sted, hvor der altid er omsorg og hyggeligt samvær.
Hun har derfor gennem noget tid været på udkig efter egnede lokaler til foreningen, og de er altså dukket op midt i Vester Hæsinge. Huslejen skal betales ved hjælp af medlemmernes kontingenter, indsamling, auktioner og sponsorater, og så er der søgt om hjælp til huslejen hos Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Så det er lidt et sats. Men jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt. Os, der er med i foreningen, har jo primært haft kontakt online, og der er et stort socialt aspekt i, at vi nu får et fysisk sted at mødes. Det handler også om at få nogle af dem ud i lyset, som sidder derhjemme og har det svært. At man har noget at stå op til. Et sted, hvor der altid er omsorg og hyggeligt samvær, siger Betina Lund, der også planlægger diverse foredrag i lokalerne, når corona-situationen tillader det.
- Jeg har allerede lavet en aftale med en foredragsholder til næste år, hvor temaet bliver "angst". Det kunne også være "gæld" eller andre temaer, som er relevant for vores medlemmer. Vi har haft stor succes med online-bingo, det kunne også være godt at holde her, når vi igen kan mødes mange sammen, siger hun.
Bytte-bytte-købmand
Bytte-butikken kommer til at fungere således, at kunderne enten gratis eller for meget små penge kan komme og finde det, de står og mangler. På hylderne står varer, der er doneret af andre.
- Vi er ved at få nedskrevet et regelsæt. Men indtil videre har det kørt sådan, at mange så har noget andet med, de afleverer i stedet for, når de henter det, de skal bruge, og på den måde kører det rundt. Alle er velkomne i butikken. Både foreningens medlemmer og andre, forklarer Betina Lund.
Planen er, at butikken skal være åben fem-seks dage om ugen, og den skal bemandes af foreningens medlemmer. Og så har foreningen også fået en praktikant, Janne Vesterholm, der har været med i "Lysglimt" fra starten. Hun døjer blandt andet med meget voldsomme astmaanfald, som betyder, at hun skal indlægges på hospitalet flere gange om året.
- For mig har fællesskabet i vores gruppe betydet rigtig meget. Jeg har været på kontanthjælp hele mit liv og har aldrig været på arbejdsmarkedet. Og jeg har i perioder også haft brug for hjælp. I "Lysglimt" står der altid folk klar til at hjælpe. Man er aldrig alene, siger hun og beskriver fællesskabet som "en stor familie".
Online fællesskab fortsætter
Selvom "Lysglimt" nu får fysiske lokaler, fortsætter det online fællesskab på Facebook også. For det er der stadig brug for. Især i en corona-tid.
- Vi har kunnet mærke, at især dem, der lider af angst, har det svært i den her situation. Men der er altid nogen, der vil hjælpe med at handle eller komme med noget, hvis man mangler et eller andet, siger Betina Lund.
Nu skal butikken indrettes, så den bliver klar til første åbningsdag. På pallen midt i rummet, skal der står et juletræ.
- Vi har pakket 80 julegaver ind til børn, som skal ind og ligge under træet. Så når man kommer og handler med små børn, kan de vælge en gave, fortæller Betina Lund.
Og inden længe skal der også uddeles julekurve. Varerne er blandt andet sponsoreret af lokale erhvervsdrivende.
- Der er 30, der har søgt, og vi forsøger at skaffe nok til alle, fortæller Betina Lund.