Annonce
Ugeavisen Faaborg

Vil fremme læselysten: Ny biblioteksleder vil konkurrere med mobiltelefon og sociale medier

Birthe Mogensen har tidligere arbejdet på biblioteket i Kerteminde, men nu er hun kommet lidt længere sydpå i det fynske. Foto: Maria Retoft Pedersen
Læselysten skal styrkes hos børn og de unge borgere, lyder ambitionen fra den nye leder af Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne.
Annonce

Faaborg-Midtfyn: Der er hård konkurrence fra mange sider om opmærksomheden fra børn og de unge mennesker i deres fritid. Mobiltelefoner, sociale medier, Netflix, fritidsaktiviteter og meget andet står klar til at udfordre og underholde, når skoletiden er ovre.

Men selv om det er en svær opgave, skal bibliotekerne i Faaborg-Midtfyn i fremtiden gerne beslaglægge en større del af børnenes og de unge menneskers tid og blive endnu bedre til at synliggøre alle de tilbud, de har til kommunens børn og unge.

Det mener bibliotekets nye leder, Birthe Mogensen, der tiltrådte 1. august. Hun står dermed i spidsen for personalet på de fire biblioteker, der ligger i henholdsvis Faaborg, Ringe, Årslev og Broby.

- Mange børn og unge mennesker bruger mobiltelefonen til at læse på, skrive på, og det er der også noget læring i. Og det er godt. Men det at kunne læse en bog, hvor man kan identificere sig med personerne, det giver kulturforståelse og dannelse, og det udvikler de empatiske evner, siger den nye biblioteksleder og fortsætter:

- Vi har en ambition om, at endnu flere unge mennesker i Faaborg-Midtfyn Kommune skal tage en ungdomsuddannelse, og det kan vi på bibliotekerne bidrage til ved at skabe en god grobund. Hvis vi udvikler børnenes og de unge mennesker læselyst, udvikler vi også deres evne til at fordybe sig. Og jo bedre, de er til at fordybe sig, des bedre er de rustet til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Og den opgave vil vi gerne påtage os vores del af.

Birthe Mogensen

53 år og bor i Horsens.

Bor sammen med sin datter på 10 år. Har desuden en datter på 25.

I fritiden slapper Birthe Mogensen af i haven og nyder at gå og cykle turen i skove og parker.

Hun kører eller rejser desuden gerne efter kulturelle arrangementer, museer, teatre og lignende.

Annonce

Vil udvikle samarbejder

Bibliotekerne er allerede godt på vej i forhold til den målsætning, mener Birthe Mogensen.

- Vi skal bare gøre endnu mere opmærksom på, hvad vi kan tilbyde, og vi skal gøre det på en måde, så folk også synes, det er sjovt, siger hun.

Hun nævner blandt andet book-talks, skriveworkshops og forfatterforedrag som nogle af de ting, der kan trække både børn og voksne ind i bøgernes verden.

- Og så er vi jo så heldige, at vi her i kommunen har rigtig mange gode samarbejder på tværs af forskellige kulturaktører, som jeg glæder mig til at være med til at udvikle på. Blandt andet den kulturelle rygsæk (skræddersyede undervisningsforløb i kunst og kultur til alle elever i folke- og friskoler i Faaborg-Midtfyn Kommune, red.), som har vakt stor interesse også i resten af landet. Sammen kan vi endnu mere end hver for sig, siger Birthe Mogensen.

Hun har blandt andet store forventninger til, hvad der kan opstå, når biblioteket i Broby rykker ind på Brobyskolerne i Brobyværk og skal dele hus med skolebiblioteket der.

- Så bliver det nemt for os at samarbejde med skolen om at fremme læseglæden. Og det glæder vi os til, siger hun.

Annonce

Noget for enhver

Selv var Birthe Mogensen ikke ret gammel, da hun blev opslugt af bøgernes magi. Og da hun i 4. klasse sad på skolebiblioteket i Aarhus, hvor hun voksede op, og kiggede i telefonbøger, leksika og læste "Det lille hus på prærien", besluttede hun sig for, at hun skulle være bibliotekar.

- Jeg blev grebet af det der med at undersøge ting, gå i dybden. Uanset om man er til skønlitteratur eller ej, er der altid noget, der kan interessere en. Måske er det fagbøger om rockmusik, om dyr eller tidsskrifter eller aviser, der interesserer én. Der er noget for enhver. Det synes jeg er fantastisk, siger hun.

Hun har været ansat adskillige år på hovedbiblioteket i Aarhus, og senest kommer hun fra en afdelingslederstilling hos Vejle Bibliotekerne.

- Jeg har taget en diplomuddannelse i ledelse, fordi jeg gerne ville være leder, og det her var det næste skridt op ad stigen, siger hun om det nye job på Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at stå i spidsen for både drift og udviklingen her, siger hun.

Birthe Mogensen har afløst Jesper Vognsgaard, som forlod posten med udgangen af marts 2019.

Foto: Maria Retoft Pedersen
Foto: Maria Retoft Pedersen
Foto: Maria Retoft Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce