Annonce
Ugeavisen Faaborg

Vilje og opbakning førte til job: 22-årig er autist, ordblind og har fundet drømmejobbet som buschauffør

Alexander Clemmensen faldt i snak med buschaufførerne på turene mellem hjemmet i Faldsled og skolen i Nr. Broby. Nu sidder han selv ved det store rat.
Alexander Clemmensen blev hjulpet på vej til sin karriere af STU og kommunens jobcenter. Det samarbejde er endt i denne solstråle-historie
Annonce

Faldsled:  Det lå måske ikke lige i kortene, at 22-årige Alexander Clemmensen, Faldsled, skulle have et fuldtidsjob og klare sig selv helt uden hjælp fra det offentlige. Men med støtte fra blandt andre medarbejdere fra STU og jobcentret, er det lykkedes ham.

I dag arbejder han fuld tid som chauffør hos Tide Busser, og han elsker det.

Alexander Clemmensen har ikke mange gode minder fra sin skoletid. På grund af en autismelidelse kommer han på specialskole allerede i 0. klasse og går der hele sin skoletid. Med tiden står det klart, at Alexander også er ordblind. Det gør ikke skolegangen lettere.


Jeg var ret bekymret for, hvad der nu skulle ske, og om jeg måtte fortsætte min praktik hos Tide Busser. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle begynde forfra.

Alexander Clemmensen, 22-årig buschauffør hos Tide.


I slutningen af sin skoletid får han en såkaldt ’voksenven’, og han er den første til at hjælpe Alexander til at hæve blikket mod fremtiden. Efter grundskolen begynder Alexander på STU Broby – en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Og det er en stille dreng, der møder op første skoledag.

Annonce

Troen på sig selv er afgørende

Niels Galsgaard er lærer på STU og husker tydeligt første møde med Alexander:

-  Han havde på ingen måde lyst til at være her. Han kom sammen med en pædagog fra specialskolen, og hans tro på sig selv var ikke-eksisterende, fortæller Niels og fortsætter:

- Netop troen på sig selv, er noget af det, vi bruger rigtig meget krudt på her. Selvom Alexanders selvværd var lille, da han først kom her, så havde han alligevel en vilje til at ville. Og med små skridt fik vi også støttet ham til oplevelser af at kunne.

Annonce

Fra praktik til drømmen om et job

Som en del af undervisningen på STU skal Alexander i praktik. Heller ikke noget, han har synderligt lyst til. Men lærerne får overbevist ham om, at det kan han godt.

Kommunen fortæller

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune.

Den er skrevet af chefkonsulent Annette Wognsen Frederiksen, Politik og Strategi.

Sigtet er at fortælle, hvad kommunen gør i forhold til unge, der har brug for lidt ekstra støtte for at finde vej ind i voksenlivet.

Ugeavisen Faaborg håber, solstrålehistorien kan være til inspiration for andre.

- Det hjalp mig til at overskride nogle grænser. Først var jeg i praktik hos en blomsterhandler, og bagefter kom jeg i praktik som morgentjener på Falsled Kro. På et tidspunkt skulle jeg spørge gæsterne, hvad de kunne tænke sig. Det var så grænseoverskridende, at jeg rystede, og min mave snørede sig sammen. I begyndelsen stod en af de andre tjenere i baggrunden, men til sidst kunne jeg selv, fortæller Alexander.

Skoletiden var ikke nogen succesoplevelse for Alexander Clemmensen men med små skridt mod et stort kørekort har han alligevel fundet sit drømmejob.

Samtidig med at Alexander er i praktik på Falsled Kro, får han kørekort og bliver rigtig glad for at køre bil. Han falder i snak med flere af chaufførerne i rutebilerne på strækningen mellem hjemmet i Faldsled og skolen i Broby. Sådan bliver drømmen om at blive chauffør født. Første skridt mod drømmen er at få en praktikplads hos Tide Busser. Det hjælper STU med.

Annonce

Mødet med jobcenteret

Men det har lange udsigter, før Alexander overhovedet kan få det nødvendige erhvervskørekort. Her skal man nemlig være 21 år. Tide Busser er heldigvis indstillet på at forlænge praktikken, og Alexander afslutter sit forløb hos STU og bliver tilknyttet jobcenteret i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Det medfører noget usikkerhed hos Alexander:

- Jeg var ret bekymret for, hvad der nu skulle ske, og om jeg måtte fortsætte min praktik hos Tide Busser. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle begynde forfra.

I jobcentret møder han jobkonsulent Steffen Hinchely, der hurtigt får fjernet Alexanders bekymring:

- Vi har nogle gode snakke med Alexander og får tilrettelagt et forløb, hvor han fortsætter praktikken hos Tide Busser. Som en del af praktikken får han også ophold på værkstedet, hvor han lærer om bremser, hydraulik med mere. For på den måde også at blive klar til den teoretiske del af at tage et erhvervskørekort, fortæller Steffen og fortsætter:

- Samtidig er vi i dialog med AMU, hvor han skal tage kørekortet. Han får lov til at låne en IT-rygsæk (som et hjælpemiddel til personer med ordblindhed, red.) og får også mulighed for at begynde på teorien lidt før tid, da netop teorien grundet hans ordblindhed bliver den største udfordring.

Samtidig med at Alexander bliver klar til at tage erhvervskørekortet, hjælper gode kolleger ham og lærer ham op i både ruterne, og hvordan man møderne kunderne, der ikke altid er lige nemme at have med at gøre.

Charlotte Winther er en af kollegerne, der stod for oplæringen:

- Alexander er en helt speciel støbning. Han er engageret og lader sig ikke slå ud. Det kræver noget rygrad, det han har præsteret, siger hun og understreger, at de er rigtig glade for at have fået ham som kollega.

Alexander Clemmensen blev lært op af blandt andre kollega Charlotte Winther.

Det er nu et år siden, at Alexander fik kørekortet i hus. Og tidligere på året blev det også til et fast job hos Tide Busser.

- Det betyder alt for mig, fortæller Alexander.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce