Grindsted: Det lykkedes desværre ikke for Isabella Mortensen og Sidsel Ibsgaard Astrup at slå sidste års resultat på det store Knæk Cancer Show, der fandt sted torsdag aften.
De to gymnasieelever var tovholdere på årets show, der var det fjerde i rækken.
- Vi fik samlet omkring 21.000 kroner ind og har dermed rundet de 131.000 kroner i alt ved de fire shows og vi er mega glade og stolte over resultatet, siger Isabella Mortensen.
Ved showet i 2018 blev der indsamlet cirka 25.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse, og Isabella og Sidsel havde sat næsen op efter at slå det resultat.
- Vi var cirka 120 mennesker, og stemningen var så god. Folk var glade og hyggede sig, så det gjorde selvfølgelig meget for stemningen, siger Sidsel Ibsgaard Astrup.
Den tale som Jeanett Nielsen holdt omkring sit kræftforløb og hendes søsters tale om at være pårørende til en kræftramt, blev taget rigtig godt imod. De to søstre skulle også have talt om den forfærdelige sygdom i anden halvdel af showet, da det ikke så ud til, at Isabella og Sidsel kunne finde endnu en taler.
- Vi fik i sidste øjeblik en ny taler, nemlig Jette Seidenschnur fra Jettes Foto, som gjorde det super godt, siger Isabella Mortensen.
De indsamlede penge bliver nu sendt videre til det årlige Knæk Cancer Show på TV2, der finder sted i uge 42.