Grindsted: Et af Danmarks mest berømte ægtepar, Keld og Hilda Heick har til næste år allieret sig med én af Danmarks dygtigste akkompagnatører, Mickey Pless, i et vaskeægte 100 års jubilæums program med evergreens og anekdoter.
I 2021 er det nemlig 60 år siden, at Keld Heick havde debut på en scene og 40 år siden, at Hilda for første gang optrådte offentligt med Keld. Trekløveret tager derfor på en jubilæumstur, der fører dem til Magion i Grindsted den 25. september.
- Vi bestræber os på at have et bredt musikalsk program med noget for alle, så vi ser meget frem til at invitere to af de mest folkekære og betydende danske musikpersonligheder på scenen, siger Magions eventmanager Mads Søbye Helbo i en pressemeddelelse.
Nægtede i fem år
Publikum kan glæde sig til en musikalsk tour de force gennem Keld og Hildas lange karriere. Den musikalske historie starter i 60´erne med pigtrådstoner fra tiden, hvor Keld blandt andet blev danmarksmester i pigtråd i 1965.
For sjov medvirkede Hilda på indspilningen af Keld & The Donkeys hittet Do You Speak English. Det blev en kæmpe succes og arrangører begyndte at efterspørge, om Hilda måske kom med og sang Do You Speak English. Det nægtede Hilda kategorisk, men efter fem års forsøg, lykkedes det Keld at overtale Hilda og 6. februar 1981 stod Keld & Hilda på scenen for første gang. Hvordan debuten forløb vil Hilda fortælle, men det ikke var en let start, forlyder det.
Naturligvis bliver der også masser af Melodi Grand Prix nostalgi, når hele Danmarks Mr. Melodi Grand Prix Keld Heick fortæller anekdoter. 32 gange har han haft sange med i Det danske Melodi Grand Prix – og imponerende ni gange har han vundet.
60 års sange
Keld og Hilda vil også undervejs krydre den musikalske fortælling med andres sange fra de seneste 60 år. Det kan være sange, der har en speciel betydning for Heick´erne eller måske sange udødeliggjort af én af de utallige danske eller udenlandske kunstnere, som Keld har haft besøg af i det populære program ”Musikbutikken”.
Undervejs i det musikalske program vil Keld og Hilda fortælle gode historier og pudsigheder fra et langt liv på landevejen som underholdere. Alt i alt venter der publikum en fornøjelig musikalsk stund sammen med Keld & Hilda i et forfriskende musikalsk show med Mickey Pless. Selv om både Keld og Hilda også i 2021 runder 75 år, er de særdeles still going strong og har ingen planer om at stoppe det musikalske parløb, hvor de er gået hånd i hånd i imponerende 40 år.
Til koncerten i Magion den 25. september kan der købes billetter med showmenu fra 325 kroner plus gebyr. Billetsalget foregår i Magion og hos Ticketmaster.dk.
Mads Søbye Helbo, eventmanager, MagionVi ser meget frem til at invitere to af de mest folkekære og betydende danske musikpersonligheder på scenen