Annonce
Ugeavisen Grindsted

30 års jubilæum: Vognmanden reparerer selv sine lastbiler

Erling Lauridsen har den 1. april 30 års jubilæum som vognmand. Det fejres den 13, marts, hvor han fylder 60 år. Foto: André Thorup
Vognmandsfirmaet Erling Lauridsen har den 1. april 30 års jubilæum. Firmaets gave til sig selv er en ny gummiged af mærket Volvo.
Annonce

Grindsted: På gårdspladsen står en stor gul gummiged. Naturligvis af mærket Volvo, som alle lastbilerne også er. Det er vognmandsfirmaet Erling Lauridsens gave til sig selv i anledning af firmaets 30 års jubilæum.

Jubilæet holdes den 13. marts på Sdr. Omme Kro. Den dag fylder Erling Lauridsen 60 år, så han slår to fluer med et smæk.

Der er sket rigtig meget i firmaet på Nollundvej 112 i løbet af årene. Fra Erling Lauridsen købte en lastbil, som hurtigt blev til flere både biler og chauffører. I dag er der 16 fastansatte plus en afløser i vognmandsfirmaet, hvor Erling Lauridsen har 17 lastbiler samt trailere og påhængsvogne. I alle årene har Erling Lauridsen selv stået for at passe og servicere sine lastbiler, der skal synes hvert år. Og firmaets første kunde, Agrometer, er stadig kunde.

- I mange år havde jeg meget kørsel for landbrug og havde seks-syv biler i flere år. Men det var meget sæsonbetonet. I dag har jeg næsten ingen kørsel for bønder mere. Det stoppede da kartoffelcentralen i Grindsted lukkede, fortæller Erling Lauridsen.

I dag kører vognmanden for mange byggefirmaer og udfører også monteringsopgaver, når der skal rejses prefabrikerede huse rundt om i hele Danmark.

Vognmandsfirmaet Erling Lauridsen

Vognmandsfirmaet Erling Lauridsen på Nollundvej 112 blev grundlagt den 1. april 1990.

I dag er der 17 lastbiler og trailere og påhængsvogne. Der er 16 medarbejdere plus en afløser i firmaet.

Firmaet udfører opgaver med kørsel og montering i hele landet.

Firmaets 30 års jubilæum fejres den 13. marts på Sdr. Omme Kro. Den dag fylder Erling Lauridsen 60 år.

Annonce

Finanskrisen var ikke sjov

Finanskrisen, der brød ud i lys lue i 2008, var ikke sjov for Erling Lauridsen.

- Jeg undgik at skulle fyre folk, da jeg kunne sætte dem til noget andet. Men jeg lærte af krisen og prøver i dag at sprede det, så vi ikke er så sårbare en anden gang. Jeg har fem-seks store aktører, som vi kører for over hele landet. Jeg holder som regel fire-fem biler til lokal kørsel. Vi har også meget containerkørsel og vi leverer sand, grus, sten og andre ting til både private og firmaer. Vores kunder er mest erhverv, men vi udfører også opgaver for private. Vi kommer for eksempel også ud og river hække op, fortæller Erling Lauridsen.

Finanskrisen forduftede sådan nogenlunde for vognmandsfirmaet i 2010, og i oktober 2016 blev firmaet udvidet, da Erling Lauridsen overtog to lastbiler og 70 containere fra Rishøj Mørtelværk.

- Det passede fint ind i vores firma, mener Erling.

Han mener ikke, at han duer til at sidde på et kontor. Derfor kører han selv næsten på fuld tid i sin lastbil. Det betyder, at han som regel først får tid til at ordne service på lastbilerne i weekenden.

Annonce

Ingen arvtagere

- Jeg har skiftet mange af tingene ud for at få det optimeret, så der er så lidt vedligehold på det som muligt, fortæller Erling Lauridsen.

Hans opskrift på, hvordan man kan køre et firma i 30 år er egentlig ret enkel og ligetil.

- Man skal yde en god service og ikke mindst holde det, man lover. Så holder kunderne ved, mener Erling Lauridsen.

Han er begyndt at tænke lidt på fremtiden for vognmandsfirmaet. For ingen af hans tre piger eller svigersønner er interesseret i at overtage Erling Lauridsens livsværk. Det har han det nu ret fint med.

- Så ærgrer man sig ikke, hvis det går skidt. Ved at sælge eller lukke det, så er man fri for at tænke i de baner, mener Erling Lauridsen.

Han bliver dog først pensionist når han fylder 67 år, og det det lyder som om, at han har tænkt sig at fortsætte til det sker. Han håber så på, at der kommer en, der er interesseret i at overtage til den tid.

- Jeg har i hvert fald ingen planer om, at vi skal være større end nu, siger Erling Lauridsen.

Vognmandsfirmaet Erling Lauridsens gave til sig selv i anledning af jubilæet er denne gummiged af mærket Volvo, som alle vognmandens lastbiler også er. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biografen

Annonce