Grindsted: Der bliver ikke nogen Bike & Run Stafet i Grindsted i år.
Som så meget andet har Grindsted Familie og Firmaidræt, der står bag stafetten, valgt at aflyse på grund af coronakrisen. Det skriver Grindsted Familie og Firmaidræt i en pressemeddelelse.
Bike & Run Stafetten har siden 2017 været en motionsstafet for gode venner, kolleger og familier. Der har været stor opbakning til stafetten, der hvert år er blevet afviklet i forbindelse med Grindsted Festuge, der er blevet aflyst på grund af coronaen.
Derfor har Grindsted Familie og Firmaidræt set sig nødsaget til at aflyse året stafet – men arrangørerne forsikrer allerede nu de mange løbe- og cykelglade deltagere i Grindsted om, at de vender stærkt tilbage med en endnu bedre motionsstafet i 2021.
- Vi vender tilbage – med en ny, forbedret stafet – den 26. august 2021 – så man kan sætte et stort kryds i kalenderen allerede nu. Vi glæder os til igen at se en masse løbe- og cykelglade deltagere på Nørre Torv til en stafetaften med masser af liv, motion, fest og musik, siger løbsarrangør og formand for Grindsted Familie og Firmaidræt, Jesper Bech i pressemeddelelsen.