Billund Kommune: Det bliver den 42-årige Marie Skov Lillelund, som fra årsskiftet skal være ny direktør i Billund Erhvervsfremme.
Marie Skov Lillelund kommer aktuelt fra en stilling hos Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, hvor hun har stået i spidsen for organisationens arbejde med markedsudvikling, partnerskaber og kommunikation. Nu tager hun skridtet videre til stillingen som direktør for Billund Erhvervsfremme.
- Jeg ser frem til at lære både virksomheder og medarbejdere at kende og sammen med dem give den bedste service til vores medlemmer og det brede erhvervsliv i kommunen. En positiv og stærk erhvervsudvikling handler om gode samarbejder, og derfor ser jeg frem mod at komme tæt på bestyrelsen, handelsforeningerne, Billund Kommune, CoC Playful Minds og mange flere, siger Marie Skov Lillelund ifølge en pressemeddelelse.
Vil spørge meget
Den kommende erhvervschef har i en årrække arbejdet hos Dansk Industri, ligesom hun har været erhvervsservicechef i Høje-Taastrup Kommune. For et par år siden flyttede familien fra Sjælland til Jylland, hvor den bosatte sig i Silkeborg. Herfra skal Marie Skov Lillelund nu vænne sig til en times bilkørsel mod syd for at komme på arbejde.
- Jeg går ydmygt til opgaven og vil komme til at stille mange spørgsmål og lytte, og jeg vil fra starten prioritere at få rigtig godt kendskab til foreningens opgaver og medarbejdere og komme rundt i kommunen for at få indblik i både muligheder og problemstillinger, som vi skal arbejde videre med, siger hun.
Et indgående kendskab
Hos Billund Erhvervsfremme er der glæde over at have fundet den person, der fremover skal stå i spidsen for organisationen.
- Marie har indgående kendskab til arbejdet i medlemsbaserede erhvervsorganisationer samt indsigt i, hvordan erhvervslivets rammevilkår kan fremmes både lokalt, regionalt og nationalt. Jeg er sikker på, at vi med Marie i front vil kunne bringe Billund ErhvervsFremme til en endnu stærkere position i årene, som kommer, hvor der vil være fokus på både at servicere, støtte og sparre med vores mange forskellige medlemsvirksomheder og på udvikling af iværksættermiljøet samt eksisterende og fremtidige partnerskaber, siger Gitte Ottosen, der er formand for Billund Erhvervsfremme.
Marie Skov Lillelund, kommende direktør for Billund ErhvervsfremmeEn positiv og stærk erhvervsudvikling handler om gode samarbejder, og derfor ser jeg frem mod at komme tæt på bestyrelsen, handelsforeningerne, Billund Kommune, CoC Playful Minds og mange flere.