Grindsted: En at Grindsteds mest ikoniske bygninger, Bræddehytten i Jernbanegade 18 har i flere år haft stærkt behov for en kærlig hånd.
Det får den nu.
Mandag klokken 9 stillede et større hold af frivillige fra foreningen Fedtmule, der lejer bygningen, op med værktøj og masser af lyst til at gå i gang.
Ejeren af bygningen, Bo Larsen fra NJL Group, var også med for at sætte arbejdet i gang.
- Vi skal have frisket ejendommen op. Der kommer ny beklædning på udvendig. Det bliver sort klink, fortæller Bo Larsen.
Fedtmule-klubbens medlemmer har den aftale med Bo Larsen, at han betaler materialer, og så udfører de selv arbejdet. Sådan er det løbende foregået indvendigt, men det er lidt anderledes med den udvendige beklædning.
- Vi fjerner de gamle brædder, og så sætter Bo og hans folk den nye beklædning op, fortæller Helge Jensen, der er formand for foreningen Fedtmule.
Fedtmule-hygge
Bræddehytten har gennem årene været anvendt til mange forskellige ting. I 1950'erne var der cykelhandler i hytten. Den lukkede i 1960 eller 1961.
Derefter blev der grillbar på stedet og i mange år var der så værtshus.
De seneste 17-18 år, som Fedtmule-klubben har eksisteret, har medlemmerne brugt huset.
- Vi er 10 medlemmer i klubben og vi mødes og spiller dart og forskellige andre spil, fortæller Helge Jensen.
Bo Larsen vurderer, at arbejdet med at renovere den ikoniske bygning er færdig sidst på ugen.
Men selv om der ikke længere er brædder udvendig på bygningen, så beholder Bræddehytten nok stadig navnet. Om ikke andet så i folkemunde.
Helge Jensen, formand, Fedtmule-klubbenVi fjerner de gamle brædder, og så sætter Bo og hans folk den nye beklædning op