Annonce
Ugeavisen Grindsted

Brands4Kids: Sport24 Outlet har indrettet ny afdeling med børnetøj

Det er butikschef hos Sport24 Outlet, Anette Pedersen, der har presset på for at få tøj og accessories Fra Brands4Kids på hylderne. Foto: Jan Kronvold
Sport24 Outlet på Trehøjevej har fået en ny afdeling med tøj fra det danske mærke Brands4Kids, der har en stribe tøjmærker til børn. Går det godt, kommer Brands4Kids måske på hylderne i alle Sport24 Outlets butikker i Danmark.

Grindsted: Butikschef Anette Pedersen hos Sport24 Outlet på Trehøjevej kan næsten ikke være i sin egen krop i øjeblikket.

For efter et års overtalelse er de to ejere af Sport 24 og Sport24 Outlet i Grindsted, Kristian Duedahl og Jens Thrane, gået med til at indrette en afdeling med børnetøj fra det danske mærke Brands4Kids fra Ikast.

- Brands4Kids i Ikast vil gerne prøve af, om de skal have tøjet ind i de øvrige Sport24 Outlet i landet. Brands4Kids sælger i dag næsten udelukkende til de store netbutikker og børneudstyrs-butikker. Vi har tidligere købt rester hos dem, og nu åbner de en dør for os, så vi kan sælge alle deres ting til gode priser, der ligger 20-30 procent under de gældende priser, fortæller Anette Pedersen begejstret.

Efter Anette Pedersens mening har overtøj til børn været en mangelvare i Grindsted. Foto: Jan Kronvold

Hun betegner priserne som værende i mellemklassen på børnetøjsmarkedet.

- Tøjet er fremstillet i økologisk bomuld i en super fin kvalitet, siger Anette Pedersen.

Brands4Kids står bag en lang række mærker til børn med tøj fra helt små babyer og op til størrelse 14 år, men hos Sport24 Outlet i Grindsted har Anette og de to ejere valgt kun at satse på tøj op til størrelse 122, hvilket svarer til størrelse syv år.

Hul i markedet

- Jeg synes, at der var et hul i markedet for børnetøj i byen. Vi har især manglet overtøj og et større udvalg til drenge fra størrelse et til syv år, fortæller Anette Pedersen.

Sportsbutikken på Trehøjevej har valgt at indrette en hel afdeling til tøjet fra det danske mærke. Afdelingen er placeret til højre for indgangen, hvor den er svær at overse.

Brands4Kids har også gummistøvler til de mindste med i sortimentet. Foto: Jan Kronvold
Et stort område hos Sport24 Outlet er blevet omdannet til børnetøj fra Brands4Kids. Foto: Jan Kronvold

- Det er ikke kun tøj, som Brands4Kids har. Det er også accessories som sko, håndklæder, hagesmække, huer og meget andet. Og har vi det ikke hjemme, kan vi skaffe det, lover Anette Pedersen.

Indtil videre har Anette Pedersen og de to ejere af Sport24 købt ind hos Brands4Kids frem til jul, hvor det bliver afgjort om mærket bliver en permanent del af Sport24 Outlet i Grindsted.

- Vi ser, hvordan det udvikler sig. Jeg håber på, at det bliver en succes, som vi skal fortsætte med, og bliver det en succes, kan vi måske udvide afdelingen, siger Anette Pedersen.

Annonce

Hendes tredje barn

Og noget kunne tyde på, at børnetøjet er faldet i kundernes smag. Sport24 Outlet kørte live på Facebook torsdag aften, og det gav så meget arbejde med at pakke varer, at medarbejderne først kunne gå hjem klokken 01.00.

Brands4Kids har også bleer, huer, håndklæder, sko og meget andet i sortimentet. Foto: Jan Kronvold

- Vi har haft tøjet inde i en måned, og kunderne har taget godt imod det. De synes, at det er fedt, at de nu kan købe ind til hele familien hos os. Mange har også købt børnetøjet til barselsgaver, for det er et rimelig kendt brand, som mange godt kender, siger Anette Pedersen.

Brands4Kids

Brands4kids er et dansk børnetøjsfirma med hovedkontor i Ikast.

Firmaet ejer de otte børnetøjsmærker: CeLaVi, Creamie, ME TOO, Minymo, Color Kids, Pippi Børnetøj, En Fant og Fixoni.

Hos Sport24 Outlet i Grindsted har man valgt at tage mærkerne: CeLaVi, Minymo, En Fant, Color Kids og Pippi Børnetøj hjem.

Butikschefen mener, at mærkerne under Brands4Kids falder godt ind i de andre mærker i sportsbutikken.

-Jeg har fået købt det ind, som jeg selv godt kan lide. Så håber jeg på, at det også falder i kundernes smag. Den her nye afdeling er på en måde mit tredje barn, og når man tror på det, skal det nok lykkes, siger Anette Pedersen.


Vi er blevet en testbutik for Brands4Kids, som vil prøve af om de skal have tøjet ind i de øvrige Sport24 Outlet i landet. Brands4Kids sælger i dag næsten udelukkende til de store netbutikker og børneudstyrs-butikker

Anette Pedersen, butikschef, Sport24 Outlet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Konfirmationsliste

Ugeavisen Grindsted

25 år på Agrometer

Ugeavisen Grindsted

Spilletider byttet om

Annonce