Annonce
Ugeavisen Grindsted

Cykling: For Anette betyder cykling både motion og socialt samvær

Anette Møller Sørensen fra Grindsted Cykel Motion kører omkring 220 kilometer om ugen på sin racer. Foto: Martin Ravn
54-årige Anette Møller Sørensen købte sin første racercykel i 1994 og har været medlem af Grindsted Cykel Motion i omkring ti år.
Annonce

Grindsted: For 25 år siden investerede Anette Møller Sørensen i en racercykel.

Men på det tidspunkt fyldte børn, arbejde og familie meget, så cyklen fik lov til at stå og samle støv.

For 13-14 år siden tog Anette Møller Sørensen så cyklingen op igen.

- Der skulle ske noget, da jeg ikke længere kunne holde til at spille håndbold og løbe. For ni-ti år siden meldte jeg mig ind i Grindsted Cykel Motion, GCM. Det er det sociale, der er trækkraften. For her er det samme fællesskab, som der var i håndbold. Vi er med i et fællesskab, siger 54-årige Anette Møller Sørensen.

Hun er med i de tre træningsaftner om ugen i cykelklubben, hvor der bliver kørt ialt omkring 220 kilometer.

- Vi kører lidt længere ture om søndagen, fortæller Anette Møller Sørensen.

Der er i dag 20-25 kvinder i alderen fra omkring 35 år og op til over 70 år i klubben, og der køres kun på blandede hold.

- Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt flere kvinder i klubben. Måske skulle der være rene kvindehold. Nogle tror måske ikke, at de kan være med, når der køres sammen med mænd, men der er plads til alle, mener Anette Møller Sørensen.

Anette Møller Sørensen

Anette Møller Sørensen er 54 år.

Hun er til daglig planterådgiver ved Sagro i Billund.

Hun har været medlem af Grindsted Cykel Motion i omkring 10 år.

Deltager i cirka tre motionscykelløb om året.

Annonce

Træner i modvind

Anette Møller Sørensen har cyklet meget i bjerge, og hun har lige deltaget i cykelløbet La Marmotte, der er et cykelløb i Alperne.

- Det er et en-dags løb på 174 kilometer og 5000 højdemeter. Målet var at gennemføre og det lykkes for mig, fortæller Anette Møller Sørensen.

Selv om der ikke er bjerge i Danmark og nærmest ikke antydningen af en lille bakke her i det jyske, så mener Anette Møller Sørensen alligevel, at her er de bedste betingelser for at træne til at køre i bjerge.

- Der er jo meget vind her i det vestjyske, så hvis man kører i højere gear i modvind svarer det til at køre i bjerge, fortæller Anette Møller Sørensen.

Det er ikke kun i udlandet, at den 54-årige cykelmotionist har deltaget i løb. Hun har også kørt samtlige udgaver af Sydbank Stjernetour de Grindsted.

- Jeg får nogle fede oplevelser, som jeg ellers ikke ville have fået, mener Anette, der til daglig er planterådgiver ved Sagro i Billund.

Annonce

Tredje halvleg i klubhuset

Anette Møller Sørensen mener, at Grindsted Cykel Motion har et fint klubhus, hvor medlemmerne mødes til tredje halvleg efter cykelturene.

- Der får vi en øl eller en sodavand og snakker og ordner verdenssituationen. På den måde får vi både frisk luft, motion og er sociale, så jeg kan kun opfordre flere piger til at komme, siger Anette Møller Sørensen.

I modsætning til de fleste andre medlemmer i cykelklubben, så har Anette Møller Sørensen ikke kørt så meget mountainbike. Det gør hun dog om vinteren, men kun på grusstier.

Hun mener ikke, at det er specielt dyrt at komme i gang i cykelklubben.

- Der findes masser af brugte cykler, som man måske kan få til 5000 kroner. Man kan få hjælp i klubben, når man skal købe en cykel. Så er man også nødt til at have et par cykelbukser, ellers får man ondt i bagdelen - og naturligvis en hjelm, fortæller Anette Møller Sørensen.

Der er en kaptajn på hvert hold. Det ham - eller hende - der sørger for at lave ruten til aftenens træning, og det er også kaptajnen der skal sørge for sikkerheden undervejs.

- Kaptajnen skal også sørge for, at der køres i et tempo, der passer til holdet, og at alle har det godt, fortæller Anette.

For Anette Møller Sørensen tæller det sociale i cykelklubben lige så meget som som selve turene. Foto: Martin Ravn
Annonce

Nye får undervisning

Anette Møller Sørensen har selv været kaptajn for et par år siden, men har ikke haft tid til det i de sidste par år.

- Det er forskelligt, hvor mange vi er på holdene. Men hvis vi er over 20, så deler vi gruppen op. Så er der nogle hundrede meter mellem de to grupper. Omkring ti personer i en gruppe er meget passende, mener Anette Møller Sørensen.

Hun oplever, at der kommer en del nye medlemmer i klubben. Oftest bliver de sluset ind på veteranholdet eller begynderholdet, og så får nye uøvede undervisning i, hvordan der skal køres på vejene.

- Der er nogle faste forskrifter, der skal følges. I eksempelvis skal vi ind på en række i sving, og hvordan man skiftes til at trække - altså køre forrest. Men det lærer man hurtigt, og man skal ikke være bange for, om man kan følge med, for der er et hold til alle, siger Anette Møller Sørensen.

Hun plejer at hjælpe til, når der er cykelløb i byen, men ved PostNord Danmark Rundt i Grindsted torsdag den 22. august er hun forhindret i at være med på grund af arbejde.

Anette Møller Sørensen købte sin første racercykel i 1994, og hun har den endnu. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce