Annonce
Ugeavisen Grindsted

Den Jyske Sparekasse smækker kassen i over for minkavlerne

De 30-40 minkavlere, der er kunder hos Den Jyske Sparekasse, har fået nedskrevet deres kassekredit til det træk, der er på den netop nu. Sparekassen vil ikke risikere, at der bliver hævet store beløb og sat et andet sted hen, forklarer Claus E. Petersen, administrerende direktør i Den Jyske Sparekasse. Arkivfoto
De minkavlere, der har Den Jyske Sparekasse som pengeinstitut, har med et fingerknips fået nedskrevet deres kassekredit til det træk, som kreditten på nuværende tidspunkt står på. Sparekassen kan ikke forsvare store træk, forklarer direktøren.
Annonce

Grindsted: Alle landets minkavlere har for tiden meget at slås med. De er af regeringen blevet bedt om at slå alle deres mink ihjel – en ordre, som det har vist sig, at regeringen ikke havde lovhjemmel til – og for de minkavlere, der har Den Jyske Sparekasse som pengeinstitut, kommer nu endnu en udfordring.

Sparekassen med hovedsæde i Grindsted har besluttet, at de 30-40 minkavlere, som sparekassen har i sin kundekreds, får nedskrevet deres kassekredit til det træk, som de har nu. Det vil i korte træk sige, at de med et fingerknips mister muligheden for hæve penge, selvom de har en aftale med sparekassen, der giver dem mulighed for det.

- Vi kan simpelthen ikke forsvare en meget stor kassekredit, hvor folk måske kunne hæve et meget stort beløb og sætte et andet sted hen, siger Claus E. Petersen, der er administrerende direktør i Den Jyske Sparekasse, til Landbrugsavisen.

Annonce

Gælder måneden ud

Sparekassedirektøren lover dog, at der nok skal være penge til aflønning af medarbejdere, ligesom dyrene ikke skal lide overlast i den sidste tid af deres liv. Der vil være penge til at købe foder.

- Vi beder dem komme med et likviditetsoverblik for resten af måneden. Vi skal nok dække ind for de driftsmæssige udgifter resten af måneden, så der er penge til brændstof, lønninger og så videre, siger Claus E. Petersen.

Ordningen gælder i første omgang måneden ud. Håbet er, at Folketinget til den tid er nået frem til, hvordan minkavlerne skal kompenseres for, at deres erhverv er blevet afviklet.


Vi kan simpelthen ikke forsvare en meget stor kassekredit, hvor folk måske kunne hæve et meget stort beløb og sætte et andet sted hen.

Claus E. Petersen, adm. direktør, Den Jyske Sparekasse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce