Grindsted: Dorte Tanghus er vild med sport og har altid selv dyrket idræt.
Hun er også et udpræget konkurrencemenneske, der hele tiden sætter sig nye mål.
- Jeg har spillet meget håndbold og begyndte at løbe for omkring 20 år siden, da jeg stoppede med at spille håndbold. Jeg har været med i Grindsted Motion altid, og jeg har løbet maraton to gange. Så er jeg vild med at se sport i tv, fortæller Dorte Tanghus.
Men hendes helt store fritidsinteresse i dag er gå-ture og hendes næste mål er at gå "Kyst til Kyst Stien" fra Vejle til Blåvandshuk Fyr den 28. februar. Det er tur på 135 kilometer, der er delt op i seks etaper, og Dorte har selv lavet ruterne på etaperne.
- Der er altid fire til otte motionister der vil med. Målet er at komme afsted i mindst to biler, siger Dorte.
Desuden har hun ambitioner for sin gruppe på Facebook, Gå og gå 2019.
- Lige nu vil jeg bare gerne have flere med og give andre en oplevelse ved at gå. Da jeg havde gennemført 100 kilometer i efteråret havde jeg det på samme måde, som da jeg gennemførte en maraton. Det er en vild oplevelse - især at gøre sammen med andre, siger Dorte Tanghus.
Uddannet landmand
Dorte Tanghus er 53 år. Hun er født i den lille by Osted, der ligger mellem Roskilde og Ringsted på Sjælland. Dorte kom til Jylland i 1989, da hun flyttede med sine forældre til Vorbasse.
Hun er uddannet landmand og har siden 1993 boet på Mellemvej i Grindsted med din mand Keld, der arbejder hos Green Team i Sdr. Omme. Dorte arbejder i salgsafdelingen hos Mayland Stauder på Simmelbrovej.
- Jeg blev ansat i 1998, men var så væk i en periode. Jeg har i alt været ansat i firmaet 16-17 år, fortæller Dorte Tanghus.
Dorte og Keld har to drenge på 23 og 20 år, hvor den yngste stadig bor hjemme.
Der hører 15 hektar jord til ejendommen på Mellemvej. Det meste er dog skov, som hendes mand og sønnerne bruger til jagt, men der er også en stor have, som for det meste er Dortes domæne.
- Jeg kan godt lide og gå og rode i haven. Og så laver jeg ind imellem dekorationer og kranse med materialer fra haven. Det er mest til veninder og lidt fritidshygge, mener Dorte Tanghus.
Finder nye ruter
Hun er ikke den store læsehest, men følger med i dagens nyheder og så bruger hun en del tid på at finde nye spændende steder, hvor hun kan få lavet nogle gode gå-ruter. Nok også mere tid, end hun lige vil være ved.
- Jeg bruger tid på at finde nye stier i forskellige byer i landet. Så ja, det bruger jeg meget tid på. Jeg har lige lavet en årsplan for vores weekendture her i 2021. Det er mest mig, der laver ruter, men jeg lytter efter, når der er nogle der har idéer. Der er et par stykker, der har lavet ruter, men det er nok mest mig, der laver ruterne, siger Dorte Tanghus.
Hun venter nu med længsel på, at restriktionerne bliver ophævet, så hun sammen med resten af gruppen igen kan komme ud og gå. Og det foregår i al slags vejr.
Dorte Tanghus, stifter af gruppen Gå og gå 2019 på FacebookJeg har spillet meget håndbold og begyndte at løbe for omkring 20 år siden, da jeg stoppede med at spille håndbold