Annonce
Ugeavisen Grindsted

Fra stort til småt: Bente flyttede i lejlighed efter 42 år i eget hus

Bente Toft Hansen er flyttet ind i en af de nye lejligheder på Bekkasinvej i Grindsted, og det er hun rigtig glad for. Foto: Martin Ravn
68-årige Bente Toft Hansen flyttede fra sit hus på 159 kvadratmeter til 81 kvadratmeter på Bekkasinvej i november. Det har hun ikke fortrudt, og vil ikke bytte tilbage, hvis det var muligt.
Annonce

Grindsted: I november 2019 flyttede 68-årige Bente Toft Hansen ind i en lejlighed på 81 kvadratmeter på Bekkasinvej i den sidste af de fire ejendomme, der er opført på den tidligere møbelgrund.

Bente Toft Hansen kom fra et hus på 159 kvadratmeter på Daltoften, hvor hun havde boet i 42 år, så det var ikke en nem beslutning der blev truffet fra den ene dag til den anden.

- Det tog mig to-tre år at tage beslutningen. Men det var strenge at stå med vedligeholdelse af huset og haven, og jeg er ikke havemenneske. Men man skal være enig med sig selv om at flytte i lejlighed - rent mentalt. Og når man flytter til en lejlighed, der kun er halvt så stor som ens hus, så er der mange ting, som man skal skille sig af med. Der er altid noget, der betyder mere for én - eksempelvis mit spisebord, siger Bente Toft Hansen.

Hun har ikke købt nye møbler til lejligheden på Bekkasinvej.

- Det var vigtigt for mig at få mine gamle møbler med, så jeg nemmere kunne føle mig hjemme. Det har jo forandret mit liv - på den gode måde, mener Bente Toft Hansen, der selv mener, at hun har nemt ved at omstille sig.

Bentes lejlighed

Bente Toft Hansen flyttede i november 2019 fra sit hus på 159 kvadratmeter på Daltoften i Grindsted til en lejlighed på 81 kvadratmeter på Bekkasinvej i Grindsted.

Bentes lejlighed på første sal indeholder entré, stort badeværelse, hvor der er plads til vaskemaskine og tørretumbler, værelse, soveværelse, stue og køkken i ét og en stor altan.

Der hører desuden et skur på to og en halv kvadratmeter med til lejligheden.

Alle lejlighederne på Bekkasinvej og Skolegade/Jernbanegade har mulighed for at leje fælleshuset på Bekkasinvej, der også indeholder to værelser.

Ejendommene administreres af Alfabo - det tidligere Lejerbo i Kolding.

Annonce

Vil ikke bytte tilbage

Det tog kun 70 dage at få solgt huset på Daltoften, hvor Bente Toft Hansens tre børn er vokset op. Det var nu ikke så meget minderne i huset, der var svære at slippe.

- Minderne har jeg inde i mit hoved. Det var mere det, hvordan det ville være at bo i en lejlighed efter 42 år i eget hus. Men det har været dejligt og det er så trygt at bo her. Jeg er så glad, når jeg går i seng om aftenen og ligeså glad, når jeg står op om morgenen. Jeg ville ikke bytte tilbage - hvis det var muligt, siger Bente Toft Hansen, der blev alene for 11 måneder siden.

Det var især beliggenheden, og at det at lejlighederne var helt nye, der gjorde det nemmere for Bente Toft Hansen at beslutte sig.

- Der er ikke langt til indkøb, og her er så pænt. Også om aftenen, når jeg kommer hjem. Så er lys og det hele er så indbydende, og jeg kender mange af mine tidligere kolleger, der bor her. Mine gamle naboer, som jeg har boet ved siden af i 42 år, vi besøger stadig hinanden. I starten kunne de ikke forstå mig, men de synes også, at her er dejligt, fortæller Bente Toft Hansen.

Annonce

1. sal med vilje

Lejligheden, som Bente Toft Hansen bor i, ligger på første sal i den ejendom, der vender ud mod Fælledvej, som lejlighedens altan også gør. Det generer nu ikke den 68-årige kvinde.

- Jeg er ikke så overfølsom overfor støj, og der er noget at se på hele tiden. Det var med vilje, at jeg søgte om en lejlighed på første sal. I stuen er der jo en have, der skal holdes. Her på altanen skal jeg kun have to altankasser, siger Bente Toft Hansen.

Med til lejligheden hører også et lille skur på to en halv kvadratmeter, hvor hendes el-scooter lige kan holde. Hun ønsker ikke at køre i bil længere, så derfor er hendes el-scooter hendes bedste ven, som hun har haft i godt et år.

Der er også et fælleshus, som beboerne kan leje. Huset deles med ejendommene i Skolegade/Jernbanegade i Grindsted. Fælleshuset indeholder blandt andet to værelser, så man kan have overnattende gæster.

I Bente Toft Hansens lejlighed er stuen dog så tilpas stor, at hun sagtens kan have både børn, svigerbørn og børnebørn til spisning.

Tema: Fra stort til småt

Der er skudt en masse lejligheder op i Grindsted i de senere år. Men hvem er det, der flytter ind i de mange nye boliger - og hvorfor?

Hvilke overvejelser gør man sig, når man eksempelvis flytter fra et stort hus til en lille lejlighed?

Det har Ugeavisen Grindsted set på i denne uge, hvor man også kan få inspiration på weekendens bolig & livsstilsmesse.

Selv om Bente Toft Hansen kom fra et hus, der var dobbelt så stort som hendes nye lejlighed, har hun haft nemt ved at falde til. Foto: Martin Ravn
Bente Toft Hansens stue er så stor, at der både er plads til hendes spisebord og sofabord og sofaer. Foto: Martin Ravn
Det er oprindelig tænkt som et værelse, men Bente Toft Hansen bruger det som soveværelse. Foto: Martin Ravn
Bente Toft Hansen har indrettet kontor og gæsteværelse i det, som oprindelig er lejlighedens soveværelse. Foto: Martin Ravn
Lejlighedens køkken går i et med stuen i Bente Toft Hansens lejlighed på Bekkasinvej. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Grindsted Kirke tilbyder familiekor: - Her skal der synges, klappes og danses i Grindsted kirkes imponerende kirkerum

Annonce