Sdr. Omme: Ole Johansen, indehaver af Frost Boligcenter, havde knapt nået at få møbelforretningens nye skilte op til genåbningen mandag formiddag. Skiltene viser, at det store møbelhus nu har tre forskellige butikker under tag: Frost, som sælger kvalitetsmøbler, Netto Møbler, som har billigere møbler, samt Sengeriget, der, som navnet siger, sælger senge.
Sengeriget er kommet godt i gang siden starten i efteråret, mens Netto Møbler er det allernyeste, som først i løbet af ugen får sin webshopdel klar. Netto Møbler er et domænenavn, Ole Johansen selv har fundet på, da han skulle finde en afløser for My Home, der de seneste fire år har været en del af møbelhuset. My Home har ikke franchisebutikker mere, så fra 1. februar var det slut. Ole Johansen har derfor været i tænkeboks for at finde på noget nyt - med de billigere møbler.
- Jeg havde ideen om både at have dyre og billige møbler allerede for 20 år siden, men dengang blev jeg snakket fra det. Men jeg tror på konceptet, og med de nye skilte gør vi det tydeligt inde i butikken, hvornår man er i Frost, og hvornår man er i Netto Møbler-afdelingen, siger Ole Johansen.
Ole JohansenI dag er vi en netshop, der også har en butik, hvor man kan komme og prøve sig frem og snakke med os.
Når hjemmesiden til Netto Møbler er oppe at køre, forventer Ole Johansen at have en stor del af salget via webshoppen. Erfaringen fra coronanedlukningen viser, at en fjerdedel af de billige møbler bliver solgt via nethandel. Og den virkelighed må man som møbelhandler gennem mange år bare indstille sig på, mener Ole Johansen:
- For 25 år siden var vi bare en butik. Så blev vi butik med hjemmeside, så butik med netshop, og i dag er vi en netshop, der også har en butik, hvor man kan komme og prøve sig frem og snakke med os. Man er bare nødt til at være omstillingsparat.
Mandag formiddag havde Ole Johansen allerede haft flere kunder, og han forventer en stille opstart. Til gengæld håber han, at den varer ved, og at der ikke kommer flere nedlukninger.
- Vi skal leve med corona i flere år, og vi skal lære at leve med, at der er virus i samfundet. Vi kan ikke holde til - hverken den enkelte eller som samfund - at blive lukket ned igen. Der bliver en alt for høj regning at betale, mener han.