Grindsted: Skal man fra Apotekertorvet i Grindsted ind til Torvet, kan man i den kommende tid ikke køre ad Borgergade.
Nogen har måske opdaget det, for gaden har allerede været spærret i en uges tid.
Det er Grindsted El- og Varmeværk (GEV), som er ved at lægge nye fjernvarmerør i gaden. Da arbejdet forventes at tage noget tid, er der givet tilladelse fra kommunen til at holde vejen spærret indtil 16. oktober.
Vejen er spærret fra den gamle museumsbygning på Apotekertorvet (man kan stadig køre ind på Banegårdsvej) og frem til Birketorvet.
Bilister må tage Solvej/Birketorvet, hvis man skal ind på Torvet.