Annonce
Ugeavisen Grindsted

Grindsted opruster på trænerfronten: Erfaren profspiller hentes hjem fra Norge

Rasmus Bertelsen spillede frem til sommeren 2020 for SønderjyskE, hvorefter han troede, at han skulle indstille karrieren. Men et tilbud om at komme til Norge og spille i den bedste række for Viking Stavanger gjorde ham interesseret i at fortsætte. Nu er den aktive karriere dog forbi, og han bliver i den kommende sæson assistenttræner for Grindsted i 1. division. Arkivfoto: Ole Nielsen
Trænerteamet omkring Grindsted GIF's 1. divisionshold bliver forstærket til den kommende sæson. Rasmus Bertelsen, der har mange års erfaring fra håndbold på den øverste hylde, rykker til Grindsted og bliver assistenttræner.

Grindsted: Det er ikke kun inden for stregerne på banen, at Grindsted GIF’s håndboldherrer henter nye folk til den kommende sæson. Også på trænerbænken kommer der forstærkning, da Rasmus Bertelsen fra den kommende sæson bliver en del af trænerteamet, hvor han sammen med Jacob Vinholt Pedersen skal fungere som trænerassistent for Flemming Pedersen.

Rasmus Bertelsen stoppede for et år siden sin aktive karriere og var egentlig begyndt som assistenttræner i Grindsted. Men ud af det blå fik han muligheden for at forlænge sin professionelle karriere med et år, da den norske klub Viking Stavanger bød sig til. Derfor rykkede Rasmus Bertelsen med familien til Norge, hvor sæsonen dog er blevet spoleret af coronanedlukningen.

Når næste sæson begynder, vender familien hjem til Vejle, og Rasmus Bertelsen begynder igen i Grindsted. Men tiden som aktiv spiller er slut, slår han fast. Nu skal han være træner.

Annonce

- Hvis vi har syv skader, kan det da godt være, at jeg kan lokkes til at spille igen. Men jeg er slidt. Jeg har spillet i den bedste række, siden jeg var 16-17 år, så kroppen er ved at være brugt. Jeg sprængte en akillessene sidste år, og jeg bøvler med et par fingre, så kroppen er færdig. Så det passer fint at stoppe nu og bliver træner, fortæller Rasmus Bertelsen.

Bliver et team

Som aktiv har Rasmus Bertelsen spillet i den bedste række for klubber som Fredericia, Ribe-Esbjerg og senest SønderjyskE. Nu skal han for første gang prøve sig af som træner.

- Jeg har egentlig aldrig tænkt over, at jeg ville være træner. Men når man stopper som spiller, får man nogle tanker, for jeg har alligevel opbygget en masse viden inden for faget. Så nu tester jeg det af, siger Rasmus Bertelsen, der altså bliver en af to trænerassistenter på holdet.

Rasmus Bertelsen

  • 34 år.
  • Gift med Maria. Sammen har de to børn.
  • Flytter til sommer hjem til familiens hus i Vejle efter et år i Norge.
  • Har spillet i den bedste håndboldrække for klubber som Fredericia HK, RIbe-Esbjerg og senest SønderjyskE.
  • Havde egentlig stoppet karrieren, men fik mulighed for at tage et ekstra år i Viking Stavanger i den bedste norske række.
  • Har, ligesom hustruen, fået job hos det norske firma Bambusa og kan efter hjemkomsten fortsætte med at arbejde i firmaets danske afdeling.

- Vi bliver et team, og der bliver ingen tvivl om, at jeg kommer til at have fokus på den defensive del af spillet, hvor jeg i de sidste mange år af min karriere har lagt fokus, siger han.

Annonce

Svært at kigge opad

Grindsted GIF har netop afsluttet sin første sæson i 1. division. En sæson, der gik over al forventning, og hvor Grindsted med en syvendeplads lige akkurat klemte sig ind i den bedste halvdel af rækken. Selvom det blev en sæson, hvor Nordsjælland var det eneste af topholdene, der ikke måtte se sig slået af Grindsted, mener Rasmus Bertelsen, at det vil være meget optimistisk at forvente en højere placering i næste sæson.

- Det bliver svært at kigge opad, når man har Grindsted-briller på. De øverste hold satser meget og er på et andet stadie end Grindsted, så det bliver nok en sæson, hvor man skal få nedrykningen på god afstand og forsøge at etablere sig i midten, siger Rasmus Bertelsen med henvisning til, at en del af holdene i 1. division har status af deltidsprofessionelle.

Sådan er det ikke i Grindsted, hvor alle spillere er rendyrkede amatører. Alligevel tager man gerne kampen op mod de bedste.

- Vi lægger os da ikke ned, og kan vi være med, så gør vi det. Det kan vi sagtens drømme om, men der er klubber, der spiller med musklerne og henter spillere fra ligaen og satser stort på at rykke op. Det vil vist være et unødigt pres at bilde sig selv ind, at vi skal konkurrere med dem, lyder det fra den nye assistenttræner.


Hvis vi har syv skader, kan det da godt være, at jeg kan lokkes til at spille igen. Men jeg er slidt. Jeg har spillet i den bedste række, siden jeg var 16-17 år, så kroppen er ved at være brugt.

Rasmus Bertelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce