Annonce
Ugeavisen Grindsted

Hørt i Pølsevognen: Harly er tilbage på Torvet

Torvets Pølsevogn i Grindsted. Foto: Martin Ravn
Ugeavisen Grindsted taler med pølsemand Harly Jørgensen i Torvets Pølsevogn for at høre, hvad pølsemanden har oplevet i vognen.
Annonce

Grindsted: Efter fire ugers ufrivillig pause på grund af stress og vrøvl med hjertet vendte pølsemand Harly Jørgensen tilbage med Torvets Pølsevogn tirsdag den 10. november.

Han fandt ret hurtigt ud af, at han i den grad har været savnet. Ikke kun af de pølsespisende kunder, men også af forbipasserende og af flere af butikkerne i bymidten.

To kvinder, som Harly ikke kendte, kom hen til pølsevognen og fortalte, at de havde læst, at han havde været nødt til at holde en pause på grund af stress. Den ene kvinde spurgte pølsemanden, om hun måtte lægge en hånd på ham og bede for ham og hans helbred. Selv om der stod kunder ved vognen, mente Harly Jørgensen ikke, at der kunne ske noget ved det, så han gav kvinden lov til, at hun måtte bede for ham, selv om han egentlig er ateist og ikke medlem af Folkekirken. Det sagde han til kvinden, der dog alligevel bad for ham. Han synes dog ikke, at han kunne mærke nogen forskel. Det sjove var, at kvinderne ikke skulle købe noget ved pølsevognen, men udelukkende var kommet for at bede for ham.

Annonce

Mink og præsidentvalg

Helt naturligt har de store samtaleemner ved Torvets Pølsevogn i den seneste tid været præsidentvalget i USA og den hjemlige minksag. Både Donald Trump og Joe Biden er blevet analyseret på kryds og tværs af kunderne, og den store sag herhjemme med de smittede minkbesætninger og aflivning af de mange mink, hvor der jo også er mange minkavlere i Billund Kommune, er også blevet debatteret grundigt. Harly fortæller, at kunderne har været meget oprørte over politikernes håndtering af den sag.

Også brugen af mundbind har været oppe og vende adskillige gange ved pølsevognen.

Harly bliver dagligt spurgt, om kunderne skal bære mundbind, når de står ved pølsevognen. Men de kan jo af gode grunde ikke have bindet på, når de fortærer en hotdog, og Harly er heller ikke bekendt med, at man skal bruge mundbind ved vognen, da man står i det fri, og der er glas mellem pølsemanden og kunderne.

Annonce

Kromutter smittede gæsterne

En dag fik Harly besøg af en mand, der hentede lastbiler i Helsingør og havde været et smut forbi Volvo på Fælledvej med en bil. Inden han kørte videre, var han lige et smut inde i midtbyen for at spise lidt ved Torvets Pølsevogn. Chaufføren havde en noget tragisk historie fra det nordjyske, der jo har været hårdt ramt af corona. Det var en kromutter i det nordjyske, der havde været vært for et større selskab på sin kro. Efterfølgende var samtlige gæster blevet testet positive for covid-19. Det viste sig, at det var kromutter, der havde smittet alle gæsterne.

Der er naturligt nok også blevet talt meget om Harlys fravær på Torvet. Flere butiksdrivende har været forbi og fortalt, at hans tilstedeværelse på Torvet har en positiv indvirkning på butikkerne, og at han derfor havde været savnet.

Harly er også selv glad for at være tilbage, da han har et godt forhold til rigtig mange af sine stamkunder. Han mener også selv, at det er en god måde at starte stille og roligt op igen i en november, hvor der traditionelt ikke er så travlt.


Harly bliver dagligt spurgt, om kunderne skal bære mundbind, når de står ved pølsevognen.

Fra Hørt i Pølsevognen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Vindertal 5. december

Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Ugeavisen Grindsted

Vindertal 4. december

Ugeavisen Grindsted

Vindertal 3. december

Ugeavisen Grindsted

Vindertal 2. december

Annonce