Annonce
Ugeavisen Grindsted

Hørt i Pølsevognen: Harlys Pølsevogn har skiftet navn

Torvets Pølsevogn i Grindsted. Foto: Martin Ravn
Ugeavisen Grindsted taler med pølsemand Harly Jørgensen i Torvets Pølsevogn - tidligere Alle Tiders Pølsevogn, for at høre, hvad pølsemanden har oplevet i vognen.
Annonce

Grindsted: Da pølsemand Harly Jørgensen åbnede sin pølsevogn igen den 27. april efter seks ugers coronalukning, skete det under et nyt navn.

Det gamle Alletiders Pølsevogn var væk og i stedet hedder vognen nu Torvets Pølsevogn.

Det har længe været Harlys mening, at det gamle navn skulle udskiftes, men der var ikke rigtig tid til det. Så da han alligevel havde vognen lukket på grund af coronakrisen, benyttede han lejligheden til at få navnet ændret.

Det er dog ikke den eneste ændring i den populære pølsevogn. Nu kan de pølsespisende kunder også betale med mobilepay, hvilket mange har efterlyst længe. Endelig er der også kommet pølser i svøb - med bacon om, forstås - i vognen. Det har ifølge Harly Jørgensen været en stor succes, som ser ud til at være kommet for at blive.

Harly Jørgensen har søgt om at få del i de statslige hjælpepakker, som regeringen har vedtaget, men han ved ikke endnu, om han kan få kompensation for lukningen. Til gengæld ved han, at hans trofaste kunder har savnet pølsevognen. For de er kommet fra både Holsted, Ølgod, Sdr. Omme og Grindsted for at blive bespist af Harly.

Annonce

TV-stjerne

Harly Jørgensen blev lidt af en tv-stjerne forleden dag. Det var i forbindelse med regionens offentliggørelse af sundhedsrapporten om forureningen fra Grindstedværket. Her mødte TV Syd op på Torvet og fik kommentarer fra pølsemanden. Det indslag i TV Syd havde en særdeles positiv effekt på Harlys omsætning. Med Harlys egne ord, så gav det kunder i butikken.

En af dem var en mand fra Varde, der skulle have en ristet hotdogs. Han spurgte Harly lidt ud om det gamle Grand Hotel, der er til salg. Harly fortalte ham om bygningen, og sagde, at han mente at prisen var alt for høj, da tagkonstruktionen var helt rådden. Manden gik over og kiggede nærmere på bygningen og kom tilbage og gav Harly ret i, at vurderingen var for for høj. Det viste sig at manden var ejendomsmægler i det firma, der havde det gamle hotel til salg. Det var hans kollega, der havde sagen, og manden ved pølsevognen takkede Harly for oplysningerne, og han ville straks gå hjem og tale med sin kollega om sagen. Harly Jørgensen gav ham også telefonnummeret til bygmesteren fra Viborg, der i forvejen ejer meget i Grindsted. Han kunne måske vise sig at være interesseret i bygningen.

Annonce

Corona på dagsordenen

Meget naturligt er det coronakrisen der har fyldt rigtig meget blandt kunder og pølsemand siden genåbningen. Kunderne fortæller, hvor utrygge de er, og at de er nervøse for fremtiden, og derfor holder de sig tilbage med nye investeringer. Også rent praktisk har virussen fyldt meget.

Kunderne er blevet spredt mere ud på Torvet, så der kan holdes afstand. De fleste har været søde til at holde en tilpas afstand og det har kun været nødvendigt ganske få gange, at Harly måtte bede kunderne om at holde mere afstand.

En dag dukkede et tidligere byrådsmedlem op ved Torvets Pølsevogn. Han havde taget sin voksne søn fra Billund med. Det viste sig, at sønnen havde tabt et væddemål til sin far. Gevinsten var et måltid ved pølsevognen, og det blev ikke helt billigt for taberen af det væddemål, for ifølge Harly, så tog de begge godt fra af herlighederne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce