Annonce
Ugeavisen Grindsted

Hejnsvig Fodboldgolf: Flemming er blevet voksen, men er stadig en drengerøv

Flemming Marquardt har i dag en til at passe fodboldgolfbanen, hvor græsset bliver klippet to gange om ugen. Medlemmerne i Hejnsvig Fodboldgolfklub hjælper med at vedligeholde banen. Foto: Jan Kronvold
Flemming Marquardt satte i 2016 sit hus og fodboldgolfbane i Hejnsvig til salg. Det blev ikke solgt, og det er han glad for i dag, hvor han har fundet den perfekte balance mellem fritid og arbejdsliv.
Annonce

Hejnsvig: I 2016 havde Flemming Marquardt fået nok.

Han havde siden 1999 drevet Fun & Action på Fugdal i Hejnsvig med et hav af aktiviteter, men da han var gået i gang med at læse til lærer, blev det hele pludselig for meget.

Så i enighed med fruen Randi satte han derfor huset med den tilhørende fodboldgolfbane til salg og lukkede sit livsværk Fun & Action på Fugdalvej i Hejnsvig helt ned - bortset fra fodboldgolfbanen.

Et salg var snublende tæt på, men efter et år droppede de at sælge ejendommen. Det er Flemming Marquardt jublende lykkelig for i dag.

- Jeg kørte Fun & Action samtidig med, at jeg læste, og til sidst kunne jeg ikke se mig ud af det. Men jeg synes jo også, at det var for godt til bare at lukke ned. Jeg valgte at lukke alt andet end fodboldgolf ned, og vi elsker at bo herude, siger Flemming Marquardt på terrassen, hvor en flok piger kan høres på den anden side af ejendommen, hvor de hygger sig under den store markedsparasol. Det er den ene af hans tre piger, som er sammen med en flok veninder.

Randi og Flemming har tre piger, der i dag er 15, 17 og 18 år - og de bor endnu alle hjemme på Fugdalvej.

Annonce

Har ikke fortrudt

Da han startede Fun & Action tilbage i 1999, var der kun én aktivitet, nemlig at folk kunne komme og få indspillet deres egen cd. Siden blev aktiviteterne bare flere og flere, efterhånden som Flemming fik nye idéer, hvilket han som regel altid fik om vinteren. Der var således sumobrydning, lasergame, kæmpe bordfodbold, gokart- og atv-bane, gladiatorkampe, bueskydning, racerbane og flere andre ting.

Fodboldgolfbanen blev etableret i 2009 og er i dag den eneste af aktiviteterne, der stadig kører.

Flemming Marquardt er glad for, at han og hustruen Rani ikke fik solgt ejendommen og fodboldgolfbanen på Fugdalvej i Hejnsvig. Foto: Jan Kronvold

- Det har været sjovt og berigende med alle de ting, og jeg har ikke fortrudt en eneste af de mange ting, som jeg har lavet her. I dag har jeg en, der passer fodboldgolfbanen, hvor græsset bliver klippet to gange om ugen. Så hjælper medlemmer fra Hejnsvig Fodboldgolfklub med at male og renovere banen, fortæller Flemming Marquardt.

Han mener selv, at han er igangsætter, så når tingene kører, så står han gerne af, og hopper videre.

- Jeg er blevet mere ansvarlig og voksen, og jeg har fået ro på nu, men indeni er jeg stadig en stor drengerøv. I dag bruger jeg min indre drengerøv i undervisningen i stedet for her på Fugdalvej, siger Flemming Marquardt.

Annonce

Fuckdale Havefest

Flemming øver sig på livet løs på at lave ingenting, når han har fået fri fra skolen i Ansager, hvor han underviser i dansk og tysk. Men ifølge ham selv, så går det ikke så godt med det.

- For at være ærlig, så gider jeg det faktisk ikke. Der skal ske noget, mener Flemming Marquardt.

Flemming Marquardts fodboldgolfbane i Hejnsvig er noget af en naturperle. Bagerst ses den tidligere grusgrav, som Flemming Marquardt havde lejet til gokartbane. Foto: Jan Kronvold

Det gør der så på en anden front, nemlig den musikalske. Flemming Marquardt har i mange år spillet basguitar og det gør han stadig. I dag spiller han sammen med Janus Engelbrecht og Henrik Terp i bandet Loose Connections, hvor der er øveaften hver mandag i lokalet, hvor der tidligere blev indspillet cd'er på Fugdalvej.

- I flere år har vi en gang om året holdt en stor havefest - Fuckdale, for Fugdal. Det har hidtil været en lukket fest, men i år har vi været nødt til at sætte 200 billetter til salg, så vi kan styre hvor mange der kommer. Fuckdale Havefest finder sted den 15. august, hvor der bliver 11 bands, der spiller op, fortæller Flemming Marquardt.


- Jeg er blevet mere ansvarlig og voksen, og jeg har fået ro på nu, men indeni er jeg stadig en stor drengerøv.

Flemming Marquardt


Flemming Marquardt

Flemming Marquardt er 48 år og gift med Randi, der er pædagog.

Parret har tre piger på 15, 17 og 18 år, der stadig bor hjemme.

Siden 1998 har Flemming og Randi boet på Fugdalvej i Hejnsvig.

I 2009 blev fodboldgolfbanen etableret.

I 2016, hvor ejendom og fodboldgolfbane blev sat til salg, blev også Fun & Actions mange aktiviteter lukket ned.

Fodboldgolfbanen er åben hver dag fra solopgang til solnedgang og der er selvbetjening.

I dag arbejder Flemming Marquardt som skolelærer på Ansager Skole, mens der er selvbetjening på fodboldgolfbanen. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Landmand jagtede fem sorthvide køer før sengetid

Annonce