Annonce
Ugeavisen Grindsted

Hvad giver man i julegave til personen, der har alt?

En række af Grindsteds butikker blev bedt om at foreslå en gave, der med stor sandsynlighed vil vække glæde hos ham, hende eller hele familien. For det kan være svært at finde på noget, og især til dem der i forvejen har mange fine ting.
Annonce
  • Julegaveindkøb i god tid
  • Anne Sofie Schmidt, butikschef i Imerco Grindsted:- Mit forslag til den, der har alt, er træfiguren Matilda, som er en koalabjørn udformet i egetræ og ask. Både mænd og kvinder kan rigtig godt lide den, og man kan få en lille unge til, hvis man synes. Figuren leder tankerne hen på Kay Bojesen-figurerne, men er i en lidt lavere prisklasse end Bojesen, og så er der her lagt op til, at børn og barnlige sjæle kan lege med figurerne, hvis man vil. Hovederne kan tages af og byttes rundt, og der medfølger både et flag og en grøn kvist til at sætte i bjørnens hånd, ligesom man selv kan skifte ud med noget helt andet, for eksempel en kvist kristtjørn til jul. Matilda koster 499 kroner, og babybjørnen koster 350 kroner.
  • Kent Christensen, butikschef i Tøjeksperten Grindsted:- Jeg må simpelthen pege på vores julesweaters, som er mere populære end nogensinde før. Det er første år, vi har så bredt et udvalg som i år, og det spænder lige fra den klassiske julestrik til det mere fjogede og sjove. Trøjerne er nærmest blevet flerdimensionelle, og for eksempel kan man få en trøje med det berømte festspil ”beerpong” – såmænd med velcrobolde til at skyde mod trøjen, så de kan sætte sig fast. Der er også blinkende lys og alverdens andre gimmicks. Vi troede jo egentlig, at trøjerne var mest til de unge, men det er mindst lige så meget voksne mænd og pensionister, der kommer ind efter sådan en. Og forleden købte en mand den helt samme til både ham og konen. De herlige julestriktrøjer koster 299 og 399 kroner.
  • Kasper Ståel, ekspedient i SkoUniverset:- En supergod julegave til mange mænd og kvinder i alle aldre vil være et par lækre kvalitetshjemmesko fra Glerups. Sådan et par tøffer jeg selv rundt i derhjemme, for der er bare rigtige behagelige på foden, og så holder de varmen. Vi sælger flest i de klassiske farver lysegrå og mørkegrå, men man kan også få dem i blandt andet grøn, mørkeblå og rosa. Det er tit de yngre kvinder, som er mest modige både med farverne, men også med at vælge det lidt højere skaft. Det, synes de, ser smart ud. Gode hjemmesko er sådan en luksus, vi ikke altid under os selv, så derfor vækker det stor glæde som julegave, har vi erfaring med. Glerups-hjemmeskoene er i uld og koster mellem 500 og 700 kroner.
  • Michelle Rosengreen, bogansvarlig i Bog&Idé:- Det må helt klart være den nye biografi ”Et liv med LEGO”, som fortæller historien om Lego-koncernen og slægten Kirk Kristiansen. Den er jo nærmest et must, ikke mindst for os som bor her i området, og den er virkelig velskrevet og giver indsigter i erhvervseventyret og i familien, som man ikke har hørt om før. Det er første gang, familien selv medvirker, og vi kan fornemme, at mange er interesserede i bogen, når de kommer ind i butikken. Det vil være en ideel julegave til unge, såvel som gamle. Bogen er skrevet af Jens Andersen og koster 330 kroner.
  • Jacob Rahbek Thrane, medarbejder i Sport24:- Jeg er slet ikke i tvivl. Jeg er selv faldet pladask for Fjällrävens Keb Fleece Hoodie, som er til både mænd og kvinder og kan bruges til alverdens formål. Det er en let og behagelig fleecehættetrøje, som på én gang er god til at holde på varmen og at lede fugten væk fra kroppen, og jeg går selv rigtig meget i min. På en mild forårs- og efterårsdag er den god at have på som yderste lag, og sådan bruger min far den meget. Men er man på skiferie eller bjergvandring, er den oplagt at have under sin jakke som et ekstra lag. Prisen er 1700 kroner, og den fås i forskellige farver.
  • Joan Dalsgaard og Annika Majland fra dametøjsbutikken M&S Company:- Et godt bud på en gave til en kvinde, som i forvejen har meget tøj, kunne være en kjole fra den nye superflotte og voldsomt feminine kollektion af influenceren Ditte Estrup i samarbejde med Pieces. Her har Joan taget en blomstret kjole på fra Ditte Estrup/Pieces til 300 kroner, mens Annika er trukket i en pink kjole til 500 kroner. Ditte Estrup er kendt for sine dristige farvevalg og feminine silhuetter. Hun har ganske enkelt en stor kærlighed til farver og er kendetegnet ved at fremvise outfits med farve, selvtillid og kant. Vi synes, det er en oplagt julegave med en god dosis feminin energi.
  • Ole Skjold Pedersen, medejer i Expert/Punkt 1: - Jeg vil anbefale denne internet-radio med FM- og DAB-funktion. Den har også Bluetooth-funktion, så hvis man vil streame musik fra sin telefon eller tablet, kan man gøre det direkte. Det fede ved en internet-radio er, at du ikke er afhængig af DAB-signal eller FM-signal, som er luftbårne signaler. Den her kobler du op på dit trådløse internetsignal, og så har du altid radio. På klassiske DAB-radioer kan der nemlig være udfordringer med, at DAB-signalet ikke går så godt igennem i dårligt vejr. Men når det går over internettet, har du altid radio. Radioen hedder Amadeus Coperti 2 og koster 1400 kroner. Den fås i både hvid og sort.
  • Cecilie Poulsen, legetøjsansvarlig i Legekæden Grindsted:- Jeg vil helt klart anbefale vores Noahs Ark-skib til børnefamilien, der har alt. Det er et interaktivt skib med et væld af lyde, som passer til skibets dyr og mennesker. Dyrene kan man tage op fra skibet og lege med, og der er både abe, and, elefant, tiger, løve, lam, hest, gris og ko. Der er en masse knapper, som børnene kan trykke på, og som udløser forskellige sjove funktioner, og den kan også spille musik. Vi oplever, at enormt mange får glæde af netop dette stykke legetøj til børn mellem nul og tre år. Prisen er 300 kroner.

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce