Annonce
Ugeavisen Grindsted

Indisk silke: Musiker Karina Holgersen sælger unikt dametøj

Musiker Karina Holgersen er blevet forhandler af tøjmærket Cofur, der er indisk silke, hvor ikke to designs er ens. Foto: Jan Kronvold
Sanger og musiker Karina Holgersen er blevet forhandler af tøjmærket Cofur Danmark, som har unikt tøj i genanvendeligt rent silkestof fra Indien. Det sker under navnet Sari by Karina. Det kom som en pludselig indskydelse efter et besøg i Vejle.
Annonce

Grindsted: Somme tider er der ikke langt fra tanke til handling.

Det var der ihvertfald ikke for sanger og musiker Karina Holgersen, som forleden var en tur i Vejle. Her besøgte hun en butik, som hun vidste forhandlede tøj i friske farver af mærket Cofur Danmark, som Karina tidligere havde købt en del af. Hun fandt en kjole og et par andre ting fra Cofur.

Da hun kom hjem, tog hun et billede af kjolen og sendte det til Marianne Meinert, der er sælger hos Cofur Danmark. Hun havde tidligere en butik i Vejle, der solgte det indiske silketøj.

- Hun skrev tilbage, at jeg kunne få forhandling af Cofur, da hun vidste, at jeg havde en stor berøringsflade. Jeg kunne mærke, at det havde jeg lyst til. Det er helt vildt lækre ting i ren silke uden kemikalier og der er ikke to ting, der er ens, så det er unika-ting. Så der gik kun en uge fra tanken opstod, til jeg havde fyldt det tidligere børneværelse med tøj, fortæller Karina Holgersen.

Det hele er hendes tøj, som sælges under navnet Sari by Karina, og det er muligt at bytte hos Cofur Danmark, der har hovedsæde og showroom i Silkeborg.

Cofur Danmark

Firmaet Cofur Danmark er grundlagt i 2013 af Gitte & Kim Henriksen, som gennem flere rejser og ét længere ophold i udlandet, forelskede sig i de gamle silke sarier fra Indien. En sari er et seks meter langt stykke stof, som draperes omkring kroppen og fastholdes med sikkerhedsnåle. Sarier er de indiske kvinders måde at udtrykke sig på.

Sarierne er håndplukket for at få den korrekte kombination af farver og print. Efterfølgende vaskes sarierne og kommer i hænderne på uddannede syersker, som giver nyt liv til de gamle sarier.

Alle produkter er fremstillet i ren silke uden kemikalier og der er ikke to ting, der er ens, så det er unikke produkter.

Tøjet fra Cofur Danmark sælges nu i otte lande.

Annonce

Indisk silke

Alle produkterne fra Cofur er fremstillet af genanvendeligt silke fra Indien og omsyet til unikke kimonoer, kjoler, skjorter, tasker, tørklæder, armbånd, og hårbånd, så der stort set intet stof går til spilde.

- Tingene bliver syet af gamle sarier, som er et langt stykke stof, som draperes omkring kroppen og fastholdes med sikkerhedsnåle. Så det er en blanding af nyt og gammelt, der bliver sat sammen. Alt er unikt, hvilket betyder, at ikke to designs er ens. Tøjet bliver syet af kvinder på systuer i Indien. Jeg har kendt til tøjet i et års tid, hvor jeg fandt det i Mariannes tidligere butik, fortæller Karina Holgersen.

Det indiske silketøj i friske farvestrålende nuancer fås fra 99 kroner og op til 899 kroner.

- Vi skal turde tage noget tøj på, der stikker lidt ud, mener Karina Holgersen.

Hun har under coronakrisen hver dag spillet en ny sang og lagt den ud på Facebook. I den forbindelse har Karina Holgersen fået mange kommentarer og forespørgsler til sit tøj. Men det er nu ikke det, der har fået hende til at forhandle indisk silketøj.

Annonce

Musik og tøj

- Nogle gange skal man turde kaste sig ud i noget, der gør én glad. Og de friske farver gør mig glad, og nu kan andre også få lejlighed til at prøve det, siger Karina Holgersen.

Men hun er og bliver musiker, og det bliver der ikke ændret på. I forbindelse med nedlukningen af Danmark har Karina Holgersen også været lukket ned, men hun kan nu skimte lys for enden af tunnellen.

- Fra juli har jeg igen noget i min kalender på musikfronten. Jeg vil køre tøjet ved siden af musikken under Sari by Karina. Jeg synes, det går hånd i hånd med det, jeg laver. Når jeg er ude og spille, så vil jeg da have dragtposer med tøj med i bilen, siger Karina Holgersen.

Det er hovedsaglig i weekenderne, at hun er ude og spille, og derfor har hun tiden til tøjet i hverdagen. Det er dog ikke planen, at hun vil have faste åbningstider. Det bliver meldt ud fra uge til uge på Facebook.

Det unikke tøj kan ikke købes andre steder i Grindsted-området end hos Karina, der aldrig havde drømt om, at hun skulle sælge tøj.

Karina Holgersen havde aldrig troet, at hun skulle til og forhandle tøj. Foto: Jan Kronvold
Annonce

2000 visninger

- Jeg kender mærket og de ting, jeg skal vide om det, det ved jeg. Og jeg synes, jeg har en vis forstand på, hvad der klæder folk, mener Karina Holgersen.

Hun har ikke rigtig nået at få forventninger til, hvordan det skal gå. Hun forventer dog ikke, at det løber af sted.

- Jeg kan ikke være den eneste i Verden, der synes, at tøjet er pænt, og at det betyder noget, at det er bæredygtigt fremstillet, siger Karina Holgersen.

Hun har da også mærket en vis interesse efter, at hun har lagt billeder og en video ud på Facebook. Videoen er blevet set 2000 gange, og hun har også haft en del henvendelser.

- Jeg vil have åbent hver uge. Det kommer til at stå på Facebook hvilke dage, men er jeg hjemme, så kan de bare komme. Alle, der køber noget frem til den 7. juni, får en seddel med navn og telefonnummer ned i en kurv. Jeg trækker så et navn den 8. juni. Vinderen kan frit vælge en ting, fortæller Karina Holgersen.

Man kan følge med Sari by Karina på Facebook og Instagram.

Et tidligere børneværelse i hjemmet på Frederiksberg Allé er nu blevet et showroom fyldt med farvestrålende indisk tøj af det fineste silke. Foto: Jan Kronvold
Armbånd i det fineste silke er også på lager. Foto: Jan Kronvold
Det er svært ikke at blive glad i låget, når man ser de mange farver, som tøjet fra Cofur har. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce