Annonce
Ugeavisen Grindsted

Iværksætter: Den cyklende vinduespudser har også eget tøjfirma

Indtil Søren Christian Sørensen har tjent lidt penge til bil, så cykler han rundt til kunderne. Foto: Jan Kronvold
Søren Christian Sørensen er en ivrig iværksætter, der både har etableret et tøjfirma på nettet og er blevet selvstændig vinduespudser, hvor han kommer på sin cykel og klarer vinduerne.
Annonce

Grindsted: "Din Vinduespudser Amonte" og "Amonte.dk".

Sådan hedder to af Grindsteds nyeste firmaer, som iværksætteren Søren Christian Sørensen står bag. Det første giver sig selv, bortset fra, at det er lidt af et særsyn at se, at vinduespudseren kommer på cykel for at klare vinduerne, mens Amonte.dk er et outlet-firma på nettet, der sælger tøj og sko. Det vender vi lige tilbage til.

Den unge iværksætter startede Din Vinduespudser Amonte for et par uger siden. Forud er gået et intensivt træningsforløb, hvor han først ivrigt har studeret YouTube-videoer for at lære hvordan man pudser vinduer. De mange timer foran skærmen blev afløst af over 100 timers træning med vand, børste og klude. Det er gået ud over venner og bekendtes vinduer, hvilket de nok er meget glade for.

- Jeg har altid godt kunnet lide at pudse vinduer, og så er det også det, at det for det meste foregår udenfor. Det kan jeg godt lide, og jeg vil også gerne ud og tale med mennesker. Det at stå indenfor en hel dag, det er ikke lige mig, siger Søren Christian Sørensen.

Det med, at han indtil videre kommer på cykel med sit grej skyldes, at han først skal spare op til en bil.

- Det er bare for at komme i gang, og så er det miljøvenligt at cykle, og jeg skal jo ikke have så meget udstyr med, siger Søren Chr. Sørensen med et stort smil.

Søren Christian Sørensen

Søren Christian Sørensen er 28 år.

Han er født og opvokset i Grindsted.

Han har etableret to firmaer: Din Vinduespudser Amonte og Amonte.dk, der sælger tøj og sko på nettet.

Annonce

Kun i Grindsted

På grund af transportmidlet, så tilbyder Grindsteds nye vinduespudser kun at klare folks vinduer i Grindsted.

- Jeg overvejer at købe en Christiania-cykel, så jeg kan have stige og grej oppe i ladet, siger Søren Chr. Sørensen.

Idéen med at nedsætte sig som vinduespudser fik han for et par måneder siden. Han har fået trykt flyers, som han har delt ud i butikker og postkasser rundt om i Grindsted. Desuden har har reklameret på Facebook, hvor man kan være så heldig at vinde et helt års pudsning af vinduerne.

Din Vinduespudser Amonte udfører arbejde for både private og erhverv, og han har allerede fået én butik som kunde, og desuden skal han ud og give tilbud hos et par private mulige kunder.

- Jeg kan godt lide at være grundig. Jeg er nok en perfektionist med mit arbejde, mener Søren Christian Sørensen.

Han har store ambitioner med sit firma, som han gerne vil udvide, så han får ansatte.

- Planerne er, at få så mange kunder, at jeg kan investere i huse, som skal laves om til lejligheder, siger Søren Christian Sørensen.

Annonce

Amonte.dk

Han erkender, at han har sat sig nogle store mål.

- Så længe man sætter sig store mål, så kommer man tættere på, end hvis man sætter sig små mål. Jeg har et mål om, at jeg skal tjene én million efter skat næste år ialt i begge mine firmaer, siger Søren Chr. Sørensen.

På vinduespudser-delen er målet, at han skal have 150 kunder om måneden.

I Amonte.dk har Søren Chr. Sørensen lige nu omkring 60 forskellige modeller indenfor sko. For det er mest sko, firmaet gør i - og lidt tøj.

Her er hans drøm, at firmaet bliver Danmarks største outlet-firma i Danmark, der har de billigste priser på mærkevarer. Og målet er, at Amonte.dk indenfor fem år har en omsætning på 100 millioner kroner.

- Jeg har altid godt kunnet lide sko. Mine egne foretrukne mærker er Adidas, Puma og Nike, men jeg sælger alle de kendte mærker - bare billigere end de andre, siger Søren Christian Sørensen.

Han kører begge sine firmaer fra lejligheden i Fynsgade, hvor han kun har en sofa, et lille bord og et tøjstativ. Ellers er resten af lejligheden hans lager.

- Om fem år har jeg råd til et hus, hvor der plads til det hele, siger Søren Christian Sørensen.

Din Vinduespudser Amonte kalder Søren Christian Sørensen sin nye virksomhed. Foto: Jan Kronvold
Søren Christian Sørensen har brugt meget tid på at studere YouTube-videoer om vinduespudsning og efterfølgende øve sig på venner og bekkendtes vinduer. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Grindsted Kirke tilbyder familiekor: - Her skal der synges, klappes og danses i Grindsted kirkes imponerende kirkerum

Annonce