Annonce
Ugeavisen Grindsted

Johnny 'Murer' tilbage i pølsevognen: Timingen skal lige på plads igen

Johnny "Murer" er tilbage i Alle Tiders Pølsevogn. Foto: André Thorup
Torsdag klokken 11 var Johnny "Murer" Christensen tilbage i Alle Tiders Pølsevogn på Torvet i Grindsted.
Annonce

Grindsted: Torsdag klokken 11 var Johnny "Murer" Christensen igen på plads i Alle Tiders Pølsevogn, der er vendt tilbage til Torvet efter ferien.

Og der gik ikke meget mere end tre minutter efter åbningen, så var den første kunde klar til at afgive bestilling. Det var nu ikke en af de lokale stamkunder, som der er mange af. Det var derimod Kim Svensson, der var kommet langvejs fra. Dog ikke kun for at smage Johnny "Murers" ristede hotdogs.

- Det er helt tilfældigt, at jeg så pølsevognen. Jeg kommer fra Sønderborg, og jeg har aldrig været i Grindsted før. Jeg skal hen på smerteklinikken på Sydvestjysk Sygehus her i Grindsted. Selv om vi har et stort nyt sygehus i Sønderborg, så er der kun tre steder i Danmark, hvor der er smerteklinik, fortæller Kim Svensson.

Han bestilte en ristet hotdog, og mens han spiste den, fortalte han, at i Sønderborg er politikerne ikke ret glade for pølsevogne.

- Vi har kun en lille en, og den er gemt væk på en parkeringsplads. Politikerne kan ikke lide at have dem stående. Så I skal være glade for, at I har politikere her, der gerne vil sådan noget, siger Kim Svensson.

Alle Tiders Pølsevogn

Dorthe Eienstrand og Johnny "Murer" Christensen købte pølsevognen af Jan The Pølsemand i 2018.

Parret skilte pølsevognen totalt ad og samlede den igen, hvorefter de åbnede pølsevognen Alle Tiders Pølsevogn på Torvet i Grindsted i august 2018.

Det var ellers oprindelig planen, at pølsevognen skulle stå på Nørre Torv, men på grund af bøvl med strømmen, endte vognen på Torvet.

I april i år overtog Kira og Niklas Eienstrand Alle Tiders Pølsevogn, men efter sommerferien er den populære pølsevogn tilbage på Torvet og i Dorthe og Johnnys hænder.

Fremover vil pølsevognen ikke køre ud til forskellige arrangementer.

Annonce

Præstationsangst

Inden Johnny "Murer" fik åbnet Alle Tiders Pølsevogn afslørede han, at han havde præstationsangst.

- Det er et halvt år siden, jeg stod her sidst, sagde Johnny "Murer".

I dagens anledning havde han fået hjælp i pølsevognen af Jette Dybkær. Hun mistede sit arbejde, da Frelsens Hærs genbrugsbutik lukkede, og Johnny og hende skulle lige prøve hinanden af for at se, om de kunne fungere sammen.

- Så holder jeg ferie, og så taler vi sammen om det, sagde Jette Dybkær.

Johnny kan godt mærke, at han er lidt rusten ud i det med pølser, bøfsandwich og hotdogs.

- Nu skal jeg lige have timingen på plads igen. Der går nok en uges tid, inden jeg ikke behøver at kontrollere om brødene er varme og sådan noget, sagde Johnny "Murer".

Han er glad for at være tilbage i pølsevognen efter afstikkeren til Alle Tiders Café, som fruen, Dorthe Eienstrand og hendes team kører.

Og Johnny garanterer, at pølsevognen vil være på Torvet fremover - hver dag.

- I regn og slud, skal pølsen ud, grinte Johnny "Murer", der er vant til den slags værkstedshumor fra byggepladserne, og som han elsker.

Annonce

Johnny elsker hotdogs

I Alle Tiders Pølsevogn kan man vælge om hotdog'en skal være a la Sdr. Omme med italiensk salat eller a la Billund med rødkål.

Selv elsker Johnny "Murer" hotdogs - og gerne dem a la Sdr. Omme.

Det varede ikke længe, før de næste kunder dukkede op. De skulle have bøfsandwich og en ristet hotdog.

- En ristet hotdog er topsælgeren - altid, sagde Johnny "Murer".

Man kan dog ikke kun få pølser og brød, bøfsandwich, burgere og pommes frites i Alle Tiders Pølsevogn. Man kan også købe kaffe, som kan nydes ved de små borde og stole foran pølsevognen.

Men de fleste besøger vognen for at få stillet sulten, og fra stamkunderne lyder det til, at Johnny "Murer" har været savnet.

- Der er stamkunder, der kommer flere gange om ugen, og jeg har da hørt, at de er glade for, at jeg er tilbage. Det er da dejligt at høre, mente Johnny "Murer" Christensen.

Kim Svensson fra Sønderborg var første kunde, da Johnny "Murer" Christensen torsdag var tilbage i Alle Tiders Pølsevogn. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Bio: Ugens film i biffen

Annonce