Annonce
Ugeavisen Grindsted

Jubilæum: Margit Bruun fejrer 40 år som murer hos KG Hansen & Sønner

Margit Bruun. PR-foto
Annonce

Grindsted/Billund: Murersvend Margit Bruun, Sydtoften 131, Grindsted, kan tirsdag 24. september fejre sit 40 års jubilæum hos K.G. Hansen & Sønner a/s.

Margit Bruun er født og opvokset på en gård i Urup vest for Grindsted, og efter et sabbatår som "pige i huset" startede hun i 1979 i lære som murer hos K.G. Hansen & Sønner a/s. På det tidspunkt var det ret usædvanligt for en kvinde at starte som murer, og der er i dag stadig ikke mange kvinder i faget, og i særdeleshed ikke mange som kan fejre 40 års jubilæum.

I sin tid hos KG har Margit Bruun været med på adskillige spændende og udfordrende byggeopgaver. Her kan blandt andet nævnes kalkning af Grindsted Kirke, Borgen i Legoland, Søndermarksskolen, Bamsemuseet i Billund og Blue Hors.

- Margit Bruuns arbejdsopgaver har ofte været af mere speciel karakter, hvor netop hendes store erfaring og faglige dygtighed er kommet til udtryk. Margit udviser med stolthed altid både interesse og flair for at udføre et flot stykke håndværk. Gennem alle årene har Margit været en loyal og vellidt kollega, som med sit gode humør går velvillig til opgaverne, skriver hendes arbejdsgiver i en pressemeddelelse.

Fritiden bliver blandt andet brugt på løb og jagt.

Margit Bruun har sønnen Troels på 30 år som bor i København, og barnebarnet Sally.

Jubilæet fejres ved en intern reception på Hotel Propellen i Billund fredag 27. september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Grindsted Kirke tilbyder familiekor: - Her skal der synges, klappes og danses i Grindsted kirkes imponerende kirkerum

Annonce