Grindsted/Billund: Grindsted - Billund Soroptimistklub og Billund Rotaryklub er i år gået sammen om at hjælpe familier, som har det svært økonomisk op til julehøjtiden.
- Sammen hjælper vi 24 familier i Billund Kommune med en rigtig dejlig julepakke indeholdende alt, hvad der hører til til et dejligt juleaftensbord. Her er masser af julegodter og juleknas og gaver til børnene, lyder det i en pressemeddelelse fra de to foreninger.
De er meget glade over den hjælp, de har fået fra SuperBrugsen i Billund med at pakke alle julepakkerne.
I år kører foreningerne ud med julepakkerne til familierne og tager alle forholdsregler og passer godt på hinanden.