Annonce
Ugeavisen Grindsted

Julekalendersalg: Jul i Grindsted-udvalget åbner butik

På fredag kommer atter liv i butikken på Vesterbrogade 5, når Karensmindes Venner og juletræsudvalget Jul i Grindsted åbner butik. På billedet er det bagerst fra venstre Henning Lund, Elna Sørensen og Gustav Gull Pedersen. Forrest sidder Ratch. Foto: Jan Kronvold
Karensmindes Venner og juletræsudvalget åbner på fredag butikken Jul i Grindsted på Vesterbrogade 5.
Annonce

Grindsted: På fredag den 30. oktober klokken 10 åbner en ny butik i byen.

Ganske vist en midlertidig butik, men til gengæld en butik, hvor der masser af jul.

Det er Grindsted Handelsstandforenings juletræsudvalg, Jul i Grindsted, der i samarbejde med Karensmindes Venner åbner butikken i lokalerne på hjørnet af Vesterbrogade og Solvej, hvor Sanne Langmach senest havde tøjbutik.

I butikken vil der blive solgt julekalendere - Jul i Grindsted - indtil de er udsolgt - og forskellige ting fra Museumscenter Karensminde.

- Idéen med butikken er, at få solgt de sidste julekalendere i november - og måske lidt ind i december. Samarbejdet med Karensmindes Venner kommer af, at motivet til årets julekalender er taget på Karensminde. I stedet for at stå ude på gaden, så fik vi lov til at låne lokalerne af sparekassen, fortæller Henning Lund, der er formand for udvalget.

Der er ellers ikke mange julekalendere tilbage, men udvalget kunne ikke vide, at salget ville gå så godt, som det har været tilfældet, da aftalen med sparekassen blev indgået.

Annonce

Kun 300 tilbage

- Ved årets sidste kræmmermarked solgte vi 500 kalendere og salget er gået fantastisk godt. Der er solgt cirka 1200 kalendere ud af 1500, så vi mangler kun omkring 300 kalendere. Mange har jo købt, nu skal vi bare have fat i andre, siger Henning Lund.

Formanden fortæller desuden, at julekalenderne fra Grindsted ligger - eller hænger - landet over, da mange folk i Grindsted har sendt dem til familie og venner rundt om i landet.

- Og jeg kan fortælle, at forsidebilledet, som Anette Svejstrup har taget fra Karensminde vækker begejstring, siger Henning Lund.

Idéen med at sælge julekalendere for at samle nogle penge sammen, lader til at have spredt sig, for en dag blev Ratch ringet op af en kvinde fra en idrætsforening i Lystrup ved Aarhus, der var meget interesseret i at vide, hvordan udvalget i Grindsted have grebet sagen an.

- Jeg har fortalt om vores julekalendere og sendt en masse materiale til hende, og hun regner med, at de bliver klar til at sælge julekalendere i år, fortæller Ratch.

Annonce

Flot tilbud

Som nævnt er den nye midlertidige butik på Vesterbrogade 5 et samarbejde mellem Jul i Grindsted og Karensmindes Venner.

- Det var et flot tilbud vi fik. Udvalget havde jo gjort hele forarbejdet. Vi skulle bare rykke ind, siger formanden for Karensmindes Venner, Elna Sørensen.

I butikken i Grindsted kan der blandt andet købes syltetøj, asier og forskellige træting fra den gamle gård på Morsbølvej. Karensmindes eget øl er udsolgt, men der er bestilt mere, og øllet vil kunne købes i butikken i løbet af november.

- Vi regner også med at sælge juletræer udenfor butikken. Det er Gustav Gull Pedersen, der står for den den, og han leverer gerne træet indenfor bygrænsen, siger Elna Sørensen.

Karensmindes Venner skulle have deltaget i den aflyste julemesse, så nu håber foreningen på at sælge lidt fra butikken på Vesterbrogade.

Butikken åbner som nævnt på fredag den 30. oktober klokken 10, og butikken vil holde åbent fredag fra klokken 10 til klokken 16 og lørdag fra klokken 10 til klokken 13 frem til et stykke ind i december.

- Der vil være tre i butikken, når der er åbent, oplyser Henning Lund.


Idéen med butikken er, at få solgt de sidste julekalendere i november - og måske lidt ind i december. Samarbejdet med Karensmindes Venner kommer af, at motivet til årets julekalender er taget på Karensminde.

Henning Lund, Jul i Grindsted-udvalget
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce