Annonce
Ugeavisen Grindsted

Kronvolds Kårner: Jul i oktober

Jan Kronvold
Annonce

Klumme: Forleden dag var der en af kollegerne, der spillede musik på kontoret. Ganske vist meget dæmpet, så jeg kunne ikke helt præcis høre, hvad det var for noget musik. Jeg synes måske, at det lød som julemusik, men nej, det kunne ikke passe. Kalenderen havde kun lige rundet oktober. Jeg var dog alligevel blevet så tilpas nysgerrig, at jeg listede nærmere på kollegaens kontor. Jeg havde ikke hørt forkert. Hun hørte den kendte ”Last Christmas” med Wham. Jeg protesterede med det samme højlydt. Den ellers så søde kollega svarede ved at skrue endnu højere op for julemusikken, som radiostationen Radio Scala åbenbart allerede begynder at spille i døgndrift fra den 1. oktober.

Det er simpelthen for tidligt – efter min smag. Kollegaen argumenterede godt for sin sag og mente, at det var så hyggeligt at få lidt julestemning allerede først i oktober. Det er jeg lodret uenig i. Jeg kan sagtens følge hende i, at julen har en helt speciel og hyggelig stemning, men efter min mening, så går man hen og bliver så træt af stemningen længe før det er jul, hvis man spiller julemusik så tidligt.

Jeg er helt med på, at butikkerne inden længe begynder at fylde op med alverdens julemænd, nisser, kalenderlys og alt, hvad der ellers hører højtiden til. Det føles bare, som om det bliver tidligere og tidligere hvert år, at julestadset kommer frem. Men det er det vel ikke. Alligevel ved jeg, at når vi når til julemåneden, så orker jeg næsten ikke at se på pynten. Men butikkerne er vel på en eller anden måde undskyldt, da de skal have solgt så meget som muligt – inden julen er overstået. Det er big business.

Det er julen jo også for restauranter, caféer og de steder, hvor de arrangerer julefrokoster. Der er de naturligvis nødt til at være ude i god tid, så firmaer og private kan få bestilt. Jeg må indrømme, at jeg ikke læser de annoncer, når de er i aviser og på de elektroniske medier. Jeg registrerer måske, at der er noget jule-noget, men heller ikke mere. Gad vide, om der er mange, der har det på samme måde. Hvis det er tilfældet, så er de gode tilbud om julefrokoster måske også for tidligt ude. Jeg tror, de fleste tænker som mig: Der er længe til jul – og blader eller scroller videre.

Jeg vil da godt lige understrege, at jeg bestemt intet har imod jul. Det er en dejlig tid – selv om det hurtigt kan blive en stressende tid for mange – især børnefamilier. Men jeg synes – akkurat lige som min kollega med julemusikken - at det er en hyggelig årstid. Hyggeligt at pynte lidt op i hjemmet og måske se en julekalender i tv og sådan noget, mens vi ser frem til den store dag og den gode julemad og børnenes iver efter at få lov til at flå papiret af pakkerne under juletræet. Jeg har det også sådan, at der er bestemte julesange, som jeg skal høre hvert år. Ellers er det ikke rigtig jul. Det er blandt andet ”Søren Banjomus”, ”Jul Det' Cool” og flere andre. Men skal vi ikke være enige om, at den julemusik gemmer vi til kalenderen rammer den 1. december. Så giver vi den til gengæld også fuld gas på alle højttalere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce