Annonce
Ugeavisen Grindsted

Kronvolds Kårner: På jagt efter solopgang i pinsen

Jan Kronvold
Annonce

Klumme: Jeg har altid været meget fascineret af at se solen gå ned. Nok også af solopgange, men som det B- eller C menneske, jeg er, har det mest været solnedgange, jeg har jagtet og fotograferet.

Jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, der er så smukt, som når den store orange kugle langsomt, men usvigelig sikkert forsvinder i horisonten mod vest.

Når en sådan solnedgang er allersmukkest, er himlen omkring solen klædt i de mest fantastiske orange farver, der er som malet med en bred pensel, hvor den flotte pastelblå himmel kan skimtes mellem de orange nuancer. Det kræver naturligvis, at det er klart og at himlen nærmest er skyfri. Det er nu ikke kun farverne, der fascinerer mig. Det er hele stemningen eller atmosfæren der er, når solen takker af og siger godnat.

Nogle af de mest smukke øjeblikke jeg kan huske er, når vi en flot sommeraften har siddet nær ved både vand og en iskiosk og sammen med en masse andre og har hygget med is og har fulgt solen gå ned. Der er altså noget magisk over sådanne øjeblikke.

Det er altid det optimale at følge en solnedgang ved vandet. Det er afgjort de smukkeste.

Og kan man så fange nogle silhuetter af både, roere eller andet i forgrunden, så giver det en meget speciel effekt, som bare ikke kan forklares. Det skal opleves. Så når jeg kommer rundt, så prøver jeg altid på at indfange nogle flotte solnedgange. Men betingelserne skal som nævnt være til stede.

Jeg har ofte taget fejl, eller vejret har ændret sig få øjeblikke inden solnedgangen. Så nogle gange har jeg fået en lang næse, når jeg har ventet længe på det store øjeblik og siddet klar med kameraet. Andre gange er jeg nærmest blevet taget på sengen, når jeg i sidste øjeblik har opdaget, at skyerne er drevet væk. Så har jeg fået meget travlt med at komme afsted.

De flotteste solnedgange opleves helt klart på vestkysten, når solen forsvinder i havet. Og jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at kigge på solnedgange. For der er jo nærmest aldrig to der er ens og for mig er det lige fascinerende hver gang. Det giver et eller andet til sjælen, hver gang jeg ser en rigtig flot solnedgang. Det gør det uden tvivl også at opleve solopgange, men som nævnt, så er det ikke mange af slagsen, jeg har oplevet.

Men søndag den 31. maj – pinsedag – havde jeg sat mig for, at jeg ville se pinsesolen danse hen over himlen, når den stod op. Ifølge min vejr-app ville solen stå op klokken lidt i fem på vestkysten, hvor vi tilbragte pinsen. Jeg satte vækkeuret til at ringe klokken 04.30, og vejret så da helt og aldeles perfekt ud til både solopgang og soldans. Morgenhimlen var klar og blå, og jeg havde taget opstilling på en høj klit med kameraet. Solen kom langsomt op, stor, orange og rund med et skær at storhed omkring sig.

Jeg knipsede løs, men lige et splitsekund inden solen var stået helt op, kom der pludselig nogle vandrette slørskyer ind foran solen. De gjorde, at den aldrig blev helt klar, men mindede om et spejlæg, hvor der var placeret noget folie over. Det var kun lige der mod øst, at det var sløret. Ellers var himlen klar blå.

Om det var slørskyerne, eller jeg bare var helt ædru ved jeg ikke, men jeg så ikke noget til, at pinsesolen dansede. Måske det begreb kun eksisterer, hvis man har en ordentlig ”kæp i øret”. Men det var en særdeles skuffende solopgang, når jeg nu for en gangs skyld var klar til at opleve den. Men jeg gik så bare i seng igen. Det skal vare længe inden jeg jagter solopgange i gen. Jeg kan også bedst lide solnedgange...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Landmand jagtede fem sorthvide køer før sengetid

Annonce