Annonce
Ugeavisen Grindsted

Kronvolds Kårner: Så brug dog stierne

Redaktør Jan Kronvold, Ugeavisen Grindsted

Klumme: I alle bydelene i Grindsted er der masser af stier, som man både kan gå, løbe eller cykle på. De fleste er ganske vist grusstier, men det burde ikke have nogen betydning for dem, som bruger – eller som burde bruge stierne. For det er der langt fra alle, som gør.

Stierne er vel til for at undgå at cyklister og gående – og løbere – skal bruge de større trafikere veje. Kort sagt, så er stierne vel anlagt for trafiksikkerhedens skyld. Men sådan er det ikke alle, der ser på det.

For selvom der er mange stier, så går og løber mange alligevel på de større veje. Også selv om der er stier lige ved siden af. Det har jeg svært ved at se logikken i.

Annonce

Eksempelvis i Østbyen i Grindsted, hvor der også er rigtig mange stier. Mange af disse er også grusstier, og ja, bevares, det kan da være irriterende at få grus og småsten op i skoene, men så er det vel heller ikke værre. Skoene kan jo tømmes igen.

I netop Østbyen er der også rigtig mange der fravælger stierne, og eksempelvis går eller løber på Ribersvej på strækningen fra Tårnvejskrydset og op til rundingen på Ribersvej. Ude på vejen, vel at mærke. Og det groteske er, at stien går parallelt med Ribersvej, kun få meter fra kørebanen. Men der er alligevel mange, der hellere vil gå på vejen i stedet for stien. De gør det i hvert fald.

Det kan altså være farligt – meget farligt. Især når det er mørkt, for det er kun de meget få, der har lys på.

Folk har gået på asfaltvejen i flere år, men jeg må indrømme, at jeg har tænkt, at det netop skyldes gruset, som folk ikke ville have i skoene – og så har stien været uden lys og derfor meget mørk at færdes på i aftentimerne. Jeg må bare konstatere, at jeg har været for naiv.

For netop i trafiksikkerhedens navn er der lige blevet lagt fint nyt asfalt på den nævnte sti på Ribersvej. Der er også blevet opsat nye lamper. Da det skete, tænkte jeg, og flere andre i bydelen, at nu kan der da ikke være nogen undskyldning for at benytte Ribersvej fremfor stien.

Men ak, folks modvilje mod at bruge stien har åbenbart hverken noget med grus i skoene eller lys på stien at gøre. Så må det være en dårlig vane, tanketorsk eller måske bare dumhed.

For jeg har nu flere gange, efter der er kommet asfalt og lys på stien, mødt både løbere og gående på Ribersvej. Helt ærligt, jeg forstår det simpelthen ikke.

Det ser derfor desværre ud til at være både spild af tid og ikke mindst skattekroner, at kommunen har gjort et forsøg på at forbedre trafiksikkerheden på den nævnte strækning. Det skete – som jeg har forstået det – endda på opfordring fra Østbyens Beboerforening.

Og jeg frygter, at en skønne dag så bliver en af disse ”sti-forskrækkede” mennesker kørt ned. Jeg har selv i flere tilfælde været tæt på at ramme en af disse mennesker en mørk aften. Kun held har gjort, at jeg har undgået det. Og man bliver ærlig talt meget forskrækket, når der pludselig dukker en mørk skikkelse op lige foran bilen.

Så for jeres egen og bilisternes skyld: Brug dog for pokker stierne i stedet for at vade rundt på vejene. Det er det, som stierne er der for, og der er masser af stier i hele byen – ja, faktisk i hele kommunen.


Det ser derfor desværre ud til at være både spild af tid og ikke mindst skattekroner, at kommunen har gjort et forsøg på at forbedre trafiksikkerheden.

Fra Kronvolds Kårner
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

15 år på Agrometer

Annonce