Annonce
Ugeavisen Grindsted

Kronvolds Kårner: Til angreb på tandlægen

Jan Kronvold
Annonce

Klumme: Der er vist ikke særlig mange, der ligefrem elsker at gå til tandlæge. Men de fleste af os gør det regelmæssigt.

Det værste er dog, når man skifter tandlæge. Det giver som regel en forfærdelig masse bøvl, ballade og skældud. Sådan har det i hvert fald næsten altid været for mig. Så er der pludselig en masse huller, tænderne bliver ikke børstet ordentligt, der bliver ikke brugt tandtråd, og sommetider er der endda tænder, der skal rives ud, eller en masse andre ting.

Det er underligt, at alt pludselig er galt, når man ellers går til eftersyn hvert halve år. Det er måske for, at tandlægen lige skal markere, at det er ham/hende, der bestemmer over tænderne nu. Eller også skal der bare lige tjenes lidt ekstra mønt.

Ellers ved jeg det ikke – men jeg finder det meget underligt.

Det er ikke så længe siden, jeg fik en ny tandlæge. Ikke en ny praksis, bare en anden tandlæge, da ham, jeg plejede at gå ved, var rejst.

Den nye tandlæge – det er en kvinde – virkede meget flink, da jeg kom første gang. Kun lige til jeg åbnede munden. Så gik flinkeskolen af hende. Damen himlede op om, at jeg havde paradentose eller i det mindste begyndende paradentose i stort set alle mine kindtænder. Om jeg ikke var klar over, hvad det kunne føre til, hvis jeg ikke brugte tandtråd i kilometerlange baner, og så skulle jeg endelig have fat i (købe naturligvis) nogle specielle børster til at rengøre mellem tænderne.

Da jeg gik derfra, havde jeg nærmest indtryk af, at mine kindtænder kunne falde ud, hvert øjeblik det skulle være. Men jeg tog min nye tandlæges formaninger til efterretning, og hver evig eneste dag bruger jeg oceaner af tid på at stå og rense med både tandbørste, tandtråd, små børster og tandstikkere. Og jeg har ærlig talt ikke kunne mærke forskel.

Forleden havde jeg så igen fået en indkaldelse fra tandlægen. Efter at jeg havde meldt afbud de obligatoriske tre-fire gange, indfandt jeg mig i klinikken. Fru tandlægen kom selv og hentede mig i venteværelset, og jeg frygtede det værste.

Men så fandt jeg på noget, som viste sig at være genialt. Jeg gik i offensiven.

Jeg startede med at stirre vredt på hende. Det forvirrede hende tydeligvis. Så fortalte jeg hende om det store arbejde, jeg var begyndt at udføre i min mund hver eneste dag. Jeg sluttede beretningen med at sige, at det jo nok var formålsløst, da hun jo nok skulle finde noget at klage over alligevel. Så det var temmelig sikkert skønne spildte kræfter.

Jeg kunne se på hende, at hun nu blev usikker. Sagde ikke rigtig noget, men gav sig i kast med at inspicere tandsættet. Godt og grundigt. Så kom dommen: ”Det ser meget bedre ud. Det er tydeligt at se, at du virkelig har gjort dig umage. Og der er heller ingen huller,” var beskeden fra damen i hvidt.

Så jeg slap med et eftersyn og en tandrensning. Og jeg blev klar over, at der altså er noget rigtigt i den der kliché, der siger, at det bedste forsvar er et angreb. Ikke kun i sportens verden – så sandelig også i tandlægestolen…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biografen

Annonce