Annonce
Ugeavisen Grindsted

Kronvolds Kårner: Vi har fået en troldeekspert

Redaktør Jan Kronvold, Ugeavisen Grindsted.

Der er vist ikke mange der er klar over, hvor mange forskellige slags trolde der egentlig findes.

Men der er mange, har jeg fundet ud af. Der er naturligvis de ret så almindelige skovtrolde, som lever enten i selve træerne eller i rødderne under træerne. Vist nok mest i de store træer. Når troldene i træerne bliver store og skal til og flytte hjemmefra, så samler de en masse grene i bunker, som de så flytter ind i, altså indtil de bliver så gamle, at de kan overtage trolde-forældrenes træer.

I troldehulerne under træerne er der borde, som er store sten, og trolde fryser aldrig. Det kan de ganske enkelt ikke.

Der er også de mindre trolde, der bor under hække og buske. De er godt nok ret små, men de kan let finde på at drille os mennesker. Og tro det eller lad være, men der findes også vandtrolde. Det er godt nok sjældent at man ser dem, men de findes og der er vist nok mange af dem. De bor mest i forskellige typer tang og andre vandplanter, og de kommer, så vidt jeg har hørt, aldrig ind på land.

Trolde er ret bange for mennesker, så det er kun de færreste, der har set en trold i levende live. Men trolde og mennesker kan godt blive gode venner. Det kan ske på den måde, at mennesker bliver ved med at besøge et bestemt sted, hvor man ved, der bor trolde. Så til sidst kan man blive venner.

Alt det her er ikke noget, som jeg bare gætter. Det har jeg fra en pålidelig kilde, som er blevet ret fortrolige med troldene. Så fortrolig, at han er blevet troldeekspert – efter eget udsagn.

Det er vores barnebarn, Nikolai på seks år, der hellere end gerne udbreder sit store kendskab til trolde-folket. Og han fortæller det så overbevisende, at man ind i mellem må tage sig i at tro lidt på det.

Nogle gange må man spørge sig selv om, hvor det lige kommer fra. Svaret må være, at drengen har en ualmindelig god fantasi, men han er også meget videbegærlig. Det er næsten lige meget, hvad det er, så følger han interesseret med og spørger nysgerrigt om alt mellem himmel og jord.

Og han er også meget interesseret i at prøve nogle af sine fantasier af. Det udmønter sig tit i, at der skal laves ting i træ. Han har en værktøjskasse med en del værktøj efterhånden og vi har fået at vide, at vi ikke må smide noget ud, for måske kan han bruge det i sit arbejde.

Her på mit hjemmekontor har jeg udsigt til en af hans kreationer, som egentlig er ganske imponerende lavet. Det er en robot i træ, som jeg fik af ham i julegave. Bevares, jeg ved da godt, at han har fået hjælp, men det skulle være efter hans eget design. Der er blevet brugt både skruer og forskellige beslag, så robotten ser meget livagtig ud med både øjne, næse og mund. Og arme – ikke at forglemme.

Knægten skal i forskole nu her til april, og så er jeg lidt spændt på, om hans gode fantasi bliver pillet ud af ham, eller han formår at fastholde den i mange år endnu.

Ellers må han ud i skoven til sine venner, troldene, og have lidt hjælp. Jeg er ganske sikker på, at der også findes drilletrolde, der vil kunne drive ethvert menneske til vanvid, hvis ikke troldene får det, som de vil have det.


I troldehulerne under træerne er der borde, som er store sten, og trolde fryser aldrig

Fra Kronvolds Kårner
Annonce
Annonce
Ugeavisen Grindsted

25 år på Agrometer

Annonce
Annonce
Ugeavisen Grindsted

Spilletider byttet om

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Lions fik lange arme

Annonce