Annonce
Ugeavisen Grindsted

Lyspunkt i coronanedluk: Karina synger hver dag på Facebook

Mens caronavirussen raser, synger musiker Karina Holgersen hver dag en sang på Facebook ved sit klaver - og så har hun i øvrigt 40 års jubilæum som musiker i år. Foto: Martin Ravn
Siden søndag den 15. marts har musiker Karina Holgersen hver dag på Facebook spillet og sunget et nummer ved sit klaver. Det har givet mange positive reaktioner, så Karina Holgersen agter at fortsætte, så længe krisen varer. I år er det 40 år siden, hun første gang optrådte offentligt.
Annonce

Grindsted: Den grimme coronavirus har sat det meste af det danske samfund på vågeblus, og det kan være svært at finde meget at glæde sig over i øjeblikket.

Men der findes lyspunkter i denne svære tid. Et af disse sørger musiker Karina Holgersen for.

Siden søndag den 15. marts har hun hver dag sat sig ved sit klaver i hjemmet på Frederiksberg Allé i Grindsted og sunget og spillet en sang, som hun har sendt ud på Facebook.

Det ser ud til, at folk har været begejstrede for Karina Holgersens daglige sang, da hun har fået et hav af varme positive tilkendelser og ikke mindst masser af venneanmodninger fra mennesker, som hun ikke kender. Der ligger nu ikke noget dybere formål bag initiativet på Facebook fra Karina Holgersen.

- Jeg tror bare, at da det hele begyndte at lukke ned, så havde jeg behov for at spille. Det er en berigelse for mig, hvis det kan give folk noget, men det er lige så meget for min egen skyld. Det er fuldstændig uhøjtideligt og helt nede på jorden. Det er bare mig og mit klaver, siger Karina Holgersen.

Blå Bog

  • Karina Holgersen er 51 år og gift med Poul Erik, der er ansat i Billund Lufthavn.
  • Hun er født i Ansager og havde sit første spillejob som 11-årig. Det var til en modeopvisning på Ansager Hotel.
  • Har siden 2014 været kirkesanger ved Grindsted Kirke.
  • Har siden 1987 levet af at synge og spille ved især private fester.
  • Hun udgav i 2008 en cd med egne numre.
  • Sammen med sine drenge, Mads på 28 og David på 24 år, har Karina Holgersen spillet julekoncerter i syv år. I år bliver det den 1. december i Vestermarkskirken.
  • I 1987 fik hun studentereksamen på Grindsted Gymnasium.
  • Man kan se mere på Karina Holgersen hjemmeside: www.karinaholgersen.dk eller på Facebook.
Annonce

Kommer med ønsker

Der er nogle, der er begyndt at komme med ønsker til sange, som de gerne vil høre. Det er de også velkomne til, og måske opfylder Karina nogle af ønskerne, men hun vil have frihed til selv at vælge sine sange.

- Jeg slår op i mine sangbøger og kigger efter sange, som jeg synes, kunne egne sig. Tirsdag syntes jeg, at det skulle være "Lyse Nætter" med Alberte og onsdag var det Anne Linnets "Tusind Stykker". Der er jo nok at tage af, og det varmer, når folk skriver søde beskeder til mig. Man giver jo noget af sig selv, men det er jo det, jeg kan og som jeg har levet af siden 1987, fortæller Karina Holgersen.

Hun håber, at tingene snart bliver normaliseret i Danmark, så hun kan genoptage sit job som musiker. Indtil det sker, vil hun blive ved med at give folk en ny sang hver dag.

- Jeg bliver ved i mindst to uger endnu - eller så længe jeg ikke kan passe mit arbejde, siger Karina.

Selv om hun har levet af musikken siden hun var 19 år, så er det i år faktisk hele 40 år siden, Karina Holgersen første gang optrådte offentligt.

Annonce

Musiker på 11 år

Karina Holgersen er født i Ansager, hvor hun tidligt begyndte at gå til privatundervisning i elorgel. På et tidspunkt begyndte hun at spille i sin mors frisørsalon.

- En dag var der en kunde, der var formand for husholdningsforeningen. Hun skulle lave et modeshow med butikker i Grindsted på Hotel Ansager. Hun fik den idé, at jeg skulle spille til det. Da var jeg 11 år, og jeg spillede kun instrumental musik til modeshowet, fortæller Karina Holgersen.

Efter sin første optræden med publikum fortsatte den unge Karina med at øve, og hun fik lært noder.

- Jeg blev dygtigere og dygtigere og det begyndte at gribe om sig. Jeg købte bærbart udstyr, da jeg var 15-16 år. Det sjove er, at jeg aldrig har opsøgt det, men har været så priviligeret, at det er kommet af sig selv, fortæller Karina.

Det er - og har primært været - private fester i Jylland og lidt på Fyn, som musikeren fra Grindsted har levet af i så mange år.

- Jeg er glad for at kunne mit håndværk. Det har ført til, at jeg har haft mange andre opgaver gennem årene. Eksempelvis var jeg i fem år musiklærer på Vestre Skole og en gang om måneden synger jeg morgensang på biblioteket i Magion, siger Karina Holgersen.

Karina Holgersen har fået så mange positive tilkendegivelser over hendes initiativ med en daglig sang på Facebook, at hun fortsætter, så længe den onde virus hærger. Foto: Martin Ravn
Annonce

Julekoncerter med sønnerne

I snart seks år har Karina været kirkesanger ved Grindsted Kirke. Det er hun rigtig glad for, og anderledes end normalt, da hun der ikke selv skal spille.

- Det hygger jeg mig med, og jeg kan godt lide, at der er variation i musikken, siger Karina Holgersen.

I syv år har hun også spillet julekoncerter sammen med sine to voksne sønner, Mads på 28 år og David på 24 år. Det startede i Magion, men bliver nu afviklet i Vestermarkskirken. Hvert år for fulde huse.

- I år spiller vi julekoncert i kirken den 1. december. Det er helt forrygende at spille med mine sønner. I år er vi fem på scenen, da Ronnie Olesen og Jørgen Heick også er med, fortæller Karine Holgersen.

Hun er klar med en ny sang på Facebook i morgen.

I år er det 40 år siden, Karina Holgersen første gang optrådte offentligt. Da var hun blot 11 år. Foto: Martin Ravn
Siden 1987 har Karina Holgersen levet af at synge og spille. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Ugens film i biffen

Annonce