Annonce
Ugeavisen Grindsted

Magion: Udstilling skal gøre Wendy mere kendt

Wendy van Steene arbejder i det daglige som social- og sundhedsassistent på Hejnsvig Plejecenter. Når hun har fri stresser hun af ved at svinge penslerne på sit lærred. Frem til den 31. august kan nogle af hendes billeder ses i Magion. Foto: Jan Kronvold
Frem til den 31. august udstiller Wendy van Steene sine malerier i Magion. Hun håber, at udstillingen kan gøre hende mere kendt, så hun kan få solgt nogle billeder.
Annonce

Grindsted: Der er kommet en masse dejlig natur i flotte farver ind i Magions foyer.

Det er Wendy van Steene, der udstiller et lille udsnit af sine billeder frem til den 31. august.

Selv om det kun er få år siden, at hun for alvor er kommet i gang med pensler og farver igen, så er hun utrolig produktiv. Så meget, at der stort set ikke er mere plads hjemme i hjemmet i Sdr. Omme, hvor hun bor med sin mand, Piet, og datteren Melanie, der også bor der ind i mellem.

- Udstillingen her i Magion skal vise hvad jeg kan og så håber jeg på, at udstillingen kan gøre mig mere kendt, så jeg kan få solgt nogle billeder. For der er ikke plads til flere derhjemme, og Magion er et godt sted, for der kommer mange mennesker, og alle billederne er til salg, siger Wendy van Steene.

Hendes motiver er ofte hentet i naturen, for hun elsker ganske enkelt naturen, og det var faktisk netop på grund af naturen, at Wendy og Piet endte i Danmark for 17 år siden. De kom fra Holland.

- Der er mere natur og ro i Danmark i forhold til Holland og vi kunne få mere plads omkring os. Vi har aldrig fortrudt, at vi flyttede til Danmark, selv om sproget var svært i begyndelsen. I dag har vi glemt mange hollandske ord, når vi skal tale hollandsk, siger Wendy van Steene.

Annonce

Veninde fik hende i gang

Den 55-årige fritids-kunstner er oprindelig uddannet kemiker, men de seneste 10 år har hun arbejdet som social- og sundhedsassistent på Hejnsvig Plejecenter.

- Jeg tegnede meget som barn og ung pige. Så gjorde jeg ikke noget ved det i mange år indtil min veninde fik mig i gang. Hun kom med pensler, maling og lærred og sagde, at jeg skulle til at male igen. Siden har jeg været fanget. Det er en god måde at stresse af i hverdagene på, mener Wendy.

Wendy van Steenes mand, Piet, hjælper med at hænge de mange billeder op i Magion. Foto: Jan Kronvold

Inspirationen kan komme alle mulige steder fra. Somme tider skal der bare et ord til, eller en farve, så er hun i gang.

- Nogle billeder kommer bare hurtigt til mig -  indenfor et døgn. Det bliver som regel de bedste. Og jeg ved altid hvornår jeg er færdig - hvornår jeg ikke skal gøre mere ved det, siger Wendy van Steene.

Annonce

Maler i køkkenet

Wendy maler både med akryl og olie. Hun startede med at male med oliemaling og prøvede så også med akryl, og så blev hun også bidt af det. Hun mener, at begge typer har hver deres fordele.

Wendy van Steene

Wendy van Steene er 55 år. Hun og ægtefællen Piet kom til Danmark fra Holland for 17 år siden.

De har datteren Melanie på 25 år, som til dels stadig bor på gården i Sdr. Omme, sammen med et hængebugsvin, to katte og to hunde.

Til daglig arbejder Wendy van Steene som social- og sundhedsassistent på Hejnsvig Plejecenter.

- Jeg maler i mit køkken. Der er et godt lys og jeg er midt i det hele. Det er nu ikke hver dag, jeg maler. Det foregår ofte sådan, at når jeg kommer i tanke om et motiv, så finder jeg noget på nettet, der ligner min idé, og så går jeg bare i gang. Jeg laver aldrig skitser, men nogle gange bliver det til noget helt andet end jeg havde forestillet mig, fortæller Wendy van Steene.

Hun maler også gerne på bestilling, hvis folk har en bestemt idé til et billede. Så hjælper hun dem gerne - både i olie og akryl.

Wendy van Steene holder meget af naturen. Det ses tydeligt i hendes billeder, der kan ses i Magion frem til den 31. august. Foto: Jan Kronvold

Hun og gemalen, der er gået på pension, bor på en gård i Sdr. Omme. Tidligere var der heste på gården, men i dag er der kun et hængebugsvin, to katte og et par hunde - og så Wendys mange farvestrålende billeder, som Piet van Steene i øvrigt laver rammerne til.


Udstillingen her i Magion skal vise hvad jeg kan og så håber jeg på, at udstillingen kan gøre mig mere kendt, så jeg kan få solgt nogle billeder. For der er ikke plads til flere derhjemme.

Wendy van Steene
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund Ugeavis

Et værdigt ældreliv!

Billund Ugeavis

Erhvervschefen fylder 50 år

Ugeavisen Grindsted

Ugens film

Annonce