Annonce
Ugeavisen Grindsted

Maria har sat sig nye mål

Maria Lund træner 10 timer om ugen. Målet er at gennemføre en ironman til august. Her ses hun på cyklen, som står i stuen. Foto: Jan Kronvold
Kostvejleder, massør og personlig træner, Maria Lund, er i fuld gang med at uddanne sig til idrætsskade-terapeut og har et mål om at gennemføre en ironman i år.
Annonce

Grindsted: Siden 2012 har 36-årige Maria Lund hjulpet mange klienter gennem sit firma Vinder-Liv.

Det har været med kostomlægning, træning og massage, men om alt går vel, så kan hun til sommer også kalde sig idrætsskade-terapeut og har på den måde endnu bedre muligheder for at hjælpe sine klienter.

- Uddannelsen er en overbygning til sportsmassør, og den tager et år. Massagedelen er den største del i Vinder-Liv i øjeblikket og det at blive idrætsskade-terapeut gør, at jeg kan være mere behandlingsspecifik på skader. Jeg vil gerne dygtiggøre mig hele tiden og det er vanvittig spændende. Ofte har jeg været nødt til at sende klienterne videre, så jeg tager også uddannelsen for at kunne hjælpe bedre. Massage er en ting, behandling er noget andet, siger Maria Lund.

Når den nye uddannelse er i hus, så har Maria Lund bedre forudsætninger for at behandle klienter med blandt andet hold i nakken, dårlige skuldre, iskias og andre ting.

- Jeg kan give en bedre behandling, der er målrettet skaden. Desuden lærer jeg også, hvornår jeg ikke må behandle, fortæller Maria Lund.

Annonce

Massage i stuen

Hun har gået i skole i Fredericia hver torsdag, men i øjeblikket foregår undervisningen digitalt på grund af coronaen. Derfor ved hun ikke, hvornår hun helt præcis får sit eksamensbevis i hånden.

Tidligere drev Maria Vinder-Liv fra Julsøvej, men på grund af en skilsmisse er hun og datteren Deliah på fem år flyttet til en stuelejlighed på Bekkasinvej i Grindsted. På grund af corona er firmaet dog lukket ned i øjeblikket.

Når Maria Lund igen må åbne Vinder-Liv, så har hun en plan om at begynde at køre ud og give klienterne behandling i deres eget hjem. Foto: Jan Kronvold

- Jeg ville gerne have haft en fireværelses lejlighed, men kunne kun få en treværelses, men det går, og jeg kan godt lide det, når vi kun er os to. Det er mere tæt. Jeg har en sammenklappelig briks, som jeg giver massage på i stuen, og kostvejledning foregår ved spisebordet, og så kan terrassen bruges til træning, fortæller Maria Lund.

Det var vigtigt for Maria, at lejligheden lå i stuen, så der er en lille have.

Annonce

Tre ben

I Vinder-Liv er der tre ben. Det er kost, træning og massage. Men selv om massage fylder den største del, så har Maria en venteliste på både kostvejledning, personlig træning og massage.

Derfor kom nedlukningen den 21. december på et meget skidt tidspunkt for Maria Lund, som dog er mere optimistisk end ved forårets nedlukning.

Maria Lund er flyttet fra Julsøvej til Bekkasinvej med sin datter. Det er også herfra hun nu driver sit firma, Vinder-liv. Foto: Jan Kronvold

- I dag føler jeg, at jeg har byens opbakning. Men da jeg måtte lukke i fem uger den 11. marts, da var min største bekymring om folk kom igen. Men jeg blev nærmest væltet bagover, da jeg åbnede igen. Jeg fik så travlt. Så det er på grund af byen, at jeg har overlevet, siger Maria Lund.

Den seneste lukning ærgrer hende dog, da kalenderen for januar var helt fuld, så nu ser hun frem til, at måtte åbne endnu en gang. Der har hun en plan om, at hun vil prøve at køre ud, så klienterne kan få massage i deres eget hjem.

Annonce

Træner til en ironman

- Jeg håber også på, at jeg kan komme i gang med de udendørs bootcamp her til foråret, siger Maria.

På det personlige plan træner Maria Lund 10 timer om ugen. Det er cykling, løb og svømning, som hun dog ikke kan for tiden.

- Mit mål er at gennemføre en ironman til august. Det blev udsat fra 2020. Jeg kan godt lide have et mål. Jeg har lavet et par kvarte og halve ironman. Den seneste halve ironman jeg lavede i maj sidste år var nu mest i protest over, at det hele var lukket ned, siger Maria med et smil.

Når det hele åbner igen, og Maria Lund har fået papir på sin nye uddannelse, så kunne hun godt tænke sig at få en fast tilknytning til en sportsklub.

- Jeg tror, at jeg bliver rigtig god til at behandle nakken, siger Maria Lund.

Vinder-Liv

Det er Maria Lund, der siden 2012 har drevet Vinder-Liv.

Maria Lund er kostvejleder, personlig træner, løbetræner, sportsmassør og under uddannelse til idrætsskade-terapeut.

Man kan se mere på www.vinder-liv.dk eller på Facebook.


Uddannelsen er en overbygning til sportsmassør, og den tager et år. Massagedelen er den største del i Vinder-Liv i øjeblikket og det at blive idrætsskade-terapeut gør, at jeg kan være mere behandlingsspecifik på skader

Maria Lund, Vinder-Liv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce