Annonce
Ugeavisen Grindsted

Motion: Regina inviterer til bootcamp i baghaven

Regina Luxchumykanthan afvikler fra den 1. marts bootcamp i crossfit i sin baghave på Filskovvej. Og vejret er ligegyldigt. Der kan trænes i al slags vejr. Foto: Jan Kronvold
Fra uge 9 holder Regina Luxchumykanthan bootcamp i sin baghave på Filskovvej. Her skal trænes i let crossfit, hvor alle kan være med - uanset vejret.

Grindsted: Fra den 1. marts kommer der et nyt tilbud til dem, der kunne tænke sig at komme i bedre form, have det sjovt og fremfor alt komme i selskab med andre med samme interesser.

Det er Regina Luxchumykanthan, der inviterer til bootcamp i let crossfit i sin baghave på Filskovvej 31 i Grindsted.

- Der bliver to hold, hvor der højst bliver fire på hvert hold, og der trænes to gange om ugen. Man kan selv vælge, om det skal være mandag-onsdag eller tirsdag og torsdag, det bestemmer man selv, siger Regina.

Grunden til, at hun nu tager initiativ til en privat bootcamp er, at hun selv elsker at træne, og deltager også i konkurrencer i crossfit. Men der er ikke mange muligheder i den retning i området - og slet ikke i øjeblikket.

- Det har altid været min drøm at starte noget selv, så nu starter jeg stille og roligt op. Det er et godt tidspunkt, hvor alt er lukket ned, mener 38-årige Regina.

Hun har boet på Filskovvej 31 siden den 1. november sidste år med sine to børn på fire og syv år.

Annonce

Otte ugers træning

Hun har slået sit tilbud om bootcamp op på Facebook, og det har givet mange henvendelser og en del tilmeldinger fra folk i Grindsted-Billund og omegn.

Der bliver tale om sessioner på en times varighed hver gang, og bootcampen løber over otte uger.

- En træningssession består af opvarmning, to workouts og let crossfit. Programmet lægges efter deltagernes tilstand - om de er øvede eller uøvede. Der bliver tale om individuelle øvelser på deltagernes eget niveau, så alle får noget ud af at deltage, siger Regina.

Hvis der bliver efterspørgsel på Reginas bootcamp, så vil hun starte flere op.

- Både kvinder og mænd fra 18 år og opefter kan deltage, og uanset hvor mange der når at tilmelde sig, så starter jeg op den 1. marts. Og vejret har ingen betydning. Er det koldt, så får vi varmen, når vi laver øvelser, men jeg forbereder øvelserne efter vejret, og jeg har alle redskaberne til træningen, fortæller Regina.

Hun tror, at det bliver flest kvinder, der melder sig, men Regina understreger, at bootcampen også er for mænd.

Annonce

Træner meget

- Mit mål er at motivere folk til at komme i bedre form. Jeg går ikke ind i kosten, men kan vejlede dem, hvis de ønsker det, siger Regina, der er certificeret personlig træner og coach.

Hun har også et hold i Billund, hvor hun står for træningen. Det er dog på vennebasis, hvor de er omkring 10 mennesker, der mødes og træner en gang om ugen.

- Det foregår i privat regi. Vi har trænet siden den seneste nedlukning, fortæller Regina.

Hun træner selv så tit hun kan komme af sted med det. Det vil sige seks-syv gange om ugen, og når der ikke er corona, så træner hun crossfit i Vejle.

- Det er meget professionel træning til konkurrencer, og man motiverer hinanden. Det er et stort fællesskab, hvor jeg også har børnene med, fortæller Regina.

Men lige nu gælder det hendes kommende bootcamp i baghaven.


Det har altid været min drøm at starte noget selv, så nu starter jeg stille og roligt op.

Regina Luxchumykanthan, personlig træner og coach
Annonce
Annonce
Ugeavisen Grindsted

25 år på Agrometer

Annonce
Annonce
Ugeavisen Grindsted

Spilletider byttet om

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Lions fik lange arme

Annonce