Grindsted: Det er ikke hver dag, man møder en kun 19-årig frisør med egen salon.
Men det er tilfældet for Ahmad Alalat, der ved årsskiftet overtog frisørsalonen The Classic Barber i Borgergade 20.
Det var Anwar Najem der åbnede salonen i juni 2021, men da han ikke var frisør var det Ahmad Alalat, der skulle lære ham op i faget.
- Anwar ville flytte salonen til Vejle, og jeg ville gerne prøve at være selvstændig, så jeg overtog salonen, fortæller Ahmad.
Han fortæller, at det siden åbningen er gået stille og roligt fremad.
- Der er desværre mange der tror, at vi kun barberer. Men vi både klipper og barberer, og fjerner hår i næse og ører. Og så klipper vi også børn, fortæller Ahmad.
I forbindelse med ejerskiftet i den gammeldags barbersalon har Ahmad prøvet at lave lidt reklame for sin salon. Han har fået trykt 1000 flyers, som er blevet lagt i postkasser rundt om i Grindsted.
- Det har givet lidt, men ikke så meget i forhold til de mange flyers, som jeg har delt rundt, siger Ahmad.
Håber folk støtter
Han har ikke ændret særlig meget i salonen, der stadig er indrettet med masser af retroskilte på væggene, der passer ind i den stil, som Ahmad har ønsket at beholde.
- Jeg har pyntet op i vinduet ud mod Borgergade med en guitar, og jeg har købt en lille motorcykel, som også kommer til at pynte i vinduet, fortæller Ahmad.
Han håber nu bare på, at borgerne i Grindsted vil støtte op om hans lille salon, og trods sin unge alder er han allerede en ret erfaren frisør.
- Jeg har arbejdet som frisør i tre år. Jeg begyndte i en salon i Kolding. Jeg har altid gerne villet være frisør, fortæller Ahmad, der oprindelig er fra Syrien, men i dag bor i Vejle.
Han er klar over, at der er en del frisører i Grindsted, men ikke andre kører efter samme koncept som hans salon, der drives som en god gammeldags frisørsalon.
- Der er ikke nogle rigtig gamle butikker i byen, og jeg vil gerne skille mig lidt ud ved at prøve at være mere speciel end de andre saloner, siger Ahmad.
Tidsbestilling ikke nødvendig
I hans salon kan man bare komme ind fra gaden og se, om han har tid til en gang barbering eller klipning. Man kan dog også vælge at bestille tid, så man er sikker på, at Ahmad er klar med saks eller barberskraber, når man træder indenfor.
I The Classic Barber har Ahmad åbent fra klokken 10.00 til klokken 17.00 mandag, tirsdag og onsdag. Torsdag og fredag mellem klokken 10.00 og klokken 18.00, mens han er klar i salonen om lørdagen mellem klokken 10.00 og klokken 15.00.
- Jeg prøver at holde åbent, så folk kan nå at komme når de har fri, siger Ahmad.
Man kan bestille tid på telefon: 3182 8870.
- Jeg håber på, at vi kan holde salonen kørende i Grindsted fremover. Jeg giver det chancen i mellem fem og syv måneder, siger Ahmad.
Ahmad AlalatDer er desværre mange der tror, at vi kun barberer. Men vi både klipper og barberer, og fjerner hår i næse og ører