Annonce
Ugeavisen Grindsted

Ny virkelighed: Bedemænd livestreamer begravelser

Hos Bedemand Heick og Larsen får de to indehavere mange reaktioner på deres røde kiste i udstillingsvinduet på Thorsvej i Grindsted. Foto: Jacob Schultz
Hos Bedemand Heick & Larsen har coronaen betydet, at bedemændene ofte livestreamer fra begravelser og bisættelser. Det er de pårørende er glade for.

Grindsted: Coronaens indtog i den danske hverdag i foråret 2020 har betydet nye og ændrede arbejdsgange i mange erhverv.

Det gælder også for bedemændene Jørgen Heick og Jørn Larsen, der driver bedemandsforretningen Bedemand Heick & Larsen på Thorsvej 101, hvor der er kommet nye tiltag ind sammen med coronaen.

- I foråret begyndte vi at tilbyde at livestreame eller bruge Facetime ved begravelser og bisættelser. Når der kun må være måske 40 mennesker i en kirke, så er det oplagt, siger Jørn Larsen.

Det tilbud er der rigtig mange af deres kunder, der har takket ja til.

- Det har vi efterhånden gjort mange gange. Det er en service, som vi tilbyder, men vi tager ikke noget for det. Det er ganske gratis, fortæller Jørgen Heick.

Ved begravelser, hvor bedemændene normalt ikke er til stede, tager én af dem gerne med og filmer, hvis familien ønsker det. Ved bisættelser er de nødt til at være der begge to, hvis der skal filmes, så de pårørende, der ikke har mulighed for at deltage fysisk i kirken, kan følge med derhjemme.

- Det tilbud er folk meget glade og tilfredse med, siger Jørgen Heick.

Annonce

2020 var et stille år

Mange af landets bedemænd var nok begyndt at forberede sig på, at 2020 ville blive et år med mange dødsfald på grund af den store smitterisiko, der er ved corona. Men sådan er det slet ikke gået. Næsten tværtimod.

- 2020 var et stille år, målt på antallet af døde. Det er i hvert fald ikke vores oplevelse, at der var flere døde. Det, vi hører, er, at der har været omkring 10 procent nedgang hos bedemændene, og det passer meget godt her hos os også, siger Jørn Larsen.

Mange kunder hos bedemændene Jørn Larsen og Jørgen Heick foretrækker en bambusurne. Disse typer er blevet meget populære. Foto: Jacob Schultz

Der har eksempelvis ikke været så mange dødsfald på grund af influenza under coronaen.

- Folk har passet på hinanden, holdt afstand og sprittet af, siger Jørgen Heick.

De to bedemænd mærker også på andre måder, at der er kommet corona i samfundet.

- Vi har stor respekt for corona. Derfor kan vi heller ikke længere give hånd eller kram til folk. Det er mere akavet i dag med coronaen. Det er en anden tid, mener Jørn Larsen.

Også i forbindelse med samtaler med de pårørende, forud for begravelser eller bisættelser, er der sket ændringer.

Annonce

Samtale online

- Vi tilbyder, at samtalerne kan foregå online. Det er der nogle, der foretrækker, men langt de fleste ønsker et fysisk møde med os, og folk vil gerne komme ud til os på Thorsvej, fortæller Jørgen Heick.

Når folk dør af eller med corona på sygehusene, så må bedemændene ikke længere lægge de afdøde i kister. Det sørger kapelbetjentene for.

- Folk, der er døde med eller af corona, kan godt smitte. Derfor er vi ekstra påpasselige og tager vores forholdsregler i disse situationer, forklarer Jørn Larsen.

De to bedemænd overtog Katri Søgaards Bedemandsforretning den 1. juli 2019.

De ændrede navnet til Bedemand Heick & Larsen og flyttede fra Glentevej og ud på Thorsvej 101 - i enden længst væk fra rundkørslen på Vejle Landevej. I maj 2020 flyttede de firmaet til den anden ende af bygningen, tættest på rundkørslen på Vejle Landevej, hvor forretningen er mere synlig. Også fordi de fleste bilister ser den ferrari-røde kiste i vinduet.

- Folk ser den røde kiste. De ved, at vi er her, mener Jørgen Heick.


I foråret begyndte vi at tilbyde at livestreame eller bruge Facetime ved begravelser og bisættelser

Bedemand Jørn Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce