Annonce
Ugeavisen Grindsted

På landet: På Kulmosegård får unge mennesker tanket selvtillid

Projektchef Lene Krabbe har store planer for aktiviteterne på Kulmosegård på Grindsted Landevej 102. Foto: Jan Kronvold
Give-Grindsted Uddannelsescenter har købt Kulmosegård på Grindsted Landevej og tilbyder STU-uddannelse til unge, der har brug for en særlig hånd til at komme videre med job eller uddannelse.
Annonce

Grindsted: Det tidligere landbrug på Grindsted Landevej 102, Kulmosegård, er blevet overtaget af Give-Grindsted Uddannelsescenter, som på sigt har store planer med stedet.

Den første blev sat i søen den 1. august, hvor uddannelsescentret åbnede en ny uddannelse, STU - Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse - som er en tre-årig uddannelse, der henvender sig til unge med forskellige udfordringer, der betyder, at de ikke kan fungere i det etablerede skole/uddannelses system.

I øjeblikket går der ni elever mellem 15 og 25 år på STU. Derudover er der også 10 mennesker i forskellige andre tilbud på gården.

- Det var oprindelig planen, at vi ville indrette boliger på første sal, men der har vi været nødt til at inddrage pladsen, for at kunne indrette forskellige værksteder, fortæller Lene Krabbe, der er uddannet socialpædagog og som projektchef har det overordnede ansvar for Kulmosegård.

Kulmosegård indeholder et 300 kvadratmeter stort stuehus, flere værksteder og stald, og der er 28 hektar jord med, som det er planen, at eleverne skal dyrke.

- Vi købte Kulmosegård, fordi vi hele tiden er optaget af at lave noget, der passer til den målgruppe, som vi arbejder med, fortæller Lene Krabbe.

Kulmosegård

Kulmosegård ligger på Grindsted Landevej 102 i Eg ved Grindsted, og det er Give-Grindsted Uddannelsescenter, der har købt den.

Ejendommens stuehus er på 300 kvadratmeter, og der er desuden flere værksteder, stald og der hører 28 hektar jord med til ejendommen.

Fra den 1. august tilbød Give-Grindsted Uddannelsescenter STU-uddannelse til unge med særlige behov.

Annonce

Container-boliger

En af ambitionerne er, at få bygget container-boliger, hvor unge kan bo i en periode af deres liv, og at der med tiden bliver bygget et væksthus og en gårdbutik.

- STU-uddannelsen er for de unge, der ikke passer ind i et almindeligt uddannelses-forløb. STU er en uddannelse, hvor der er lagt vægt på stor praktisk læring og minimal boglig læring. Mange af de unge har haft nederlag i skolen og vi prøver at lære dem tingene på en anden måde, hvor vi tager udgangspunkt i det, de godt kan lide, fortæller Lene Krabbe.

For at komme i gang med en STU-uddannelse på Kulmosegård skal de unge indstilles af Billund Kommune, og der bliver udarbejdet individuelle mål for de unge og undervejs bliver der lavet delmål. Målet med STU er, at få afklaret de unges personlige kompetencer og få styrket eller forbedret mulighederne på arbejdsmarkedet eller i uddannelse.

- Det er også vigtigt, at de unge får skabt netværk og får nye venner her. Den sociale del er også vigtig, mener Lene Krabbe.

Give-Grindsted Uddannelsescenters Kulmosegård er i øjeblikket under opbygning, og der er lige nu fire fuldtidsansatte på stedet, men Lene Krabbe forventer, at der meget snart bliver brug for flere medarbejdere. Både pædagoger og faglige personer.

På Kulmosegård tilbyder Give-Grindsted Uddannelsescenter den særlige STU-uddannelse der er målrettet unge, der har det lidt svært på den ene eller anden måde. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce