Grindsted: Lars Hansen er blevet smidt ud af Venstre.
Det blev endeligt afgjort på en ekstraordinær generalforsamling i Venstre i Billund Kommune onsdag aften.
Her var godt 130 medlemmer af Venstre mødt op til generalforsamlingen, som ikke havde andet formål end at bestemme Lars Hansens fremtid i partiet.
Det var et krav, at bestyrelsen skulle have opbakning fra to tredjedele af den fremmødte forsamling for at få godkendt deres ekskludering af Lars Hansen. Afstemningen endte meget tæt. 122 stemmer blev afgivet, men kun 39 stemte til fordel for Lars Hansen. Med 83 stemmer imod er Lars Hansen dermed fortid i Venstre. Bestyrelsen havde brug for 81 stemmer for at leve op til kravet om de to tredjedele.
Lars: Vælgerne har talt
Lars Hansen forlod mødet hurtigt efter afslutningen på generalforsamlingen.
- Vælgerne har talt, og det accepterer jeg, selvom man kan sige meget om processen, siger Lars Hansen.
Ivar Nørlund, formand for Venstre i Billund Kommune, var glad for, at generalforsamlingen gav bestyrelsen ret i deres beslutning.
- Det er trist sådan en aften, men jeg er glad for, at bestyrelsen har fået opbakning i, at eksklusionen var det rigtige, siger Ivar Nørlund.