Annonce
Ugeavisen Grindsted

Portræt: Jesper Klein gjorde Anna interesseret i historie

Museumsinspektør Anna Louise Siggaard. Foto: Jan Kronvold
Den 34-årige historiker Anna Louise Siggaard har med sin første store udstilling i Billund Kommune lavet en form for svendestykke. På den private front fylder et par små krudtugler meget.
Annonce

Grindsted/Esbjerg: Den nu afdøde skuespiller Jesper Klein er den direkte årsag til, at Anna Louise Siggaard blev interesseret i historie.

Så interesseret, at hun i dag lever af at forske i og formidle historie som museumsinspektør hos Billund Kommunes Museer.

- Da jeg var seks år så jeg Pyrus i julekalenderen på TV 2, hvor Jesper Klein spillede rigsantikvaren Bertramsen. Han var så god til at formidle historien, så jeg kunne forstå det. Lige siden har jeg villet være historiker, fortæller 34-årige Anna Louise Siggaard.

Hun er født og opvokset i Aalborg og kunne allerede skrive uddannet historiker på visitkortet som 23-årig, da hun blev færdig på Aalborg Universitet.

Efter universitetet gik hun den salige Bertramsen i bedene, da hun blev ansat som arkivar på Aalborg Statsarkiv.

Efter et års tid som arkivar kunne hun tænke sig at komme til Sydvestjyske Museer i Ribe. Men der var ingen ledige jobs at søge, så hun var kreativ.

Museet kunne ikke undvære hende

- Jeg ringede til museet og fortalte museumschef Flemming Just, at museet ikke kunne undvære mig. Så mente han, at han var nødt til at have mig til samtale. Derefter blev jeg ansat, fortæller Anna Louise med et stort smil.

Hun var derefter museumsinspektør på Sydvestjyske Museer i syv år.

- Så opdagede jeg en spændende stilling hos Billund Kommunes Museer i 2017, som jeg søgte, siger Anna Louise Siggaard.

Allerede dengang var der planer om at bygge et nyt museumscenter ved Karensminde, og der skulle gang i processen med at få lagt en ny strategi for museet. Desuden er der i hendes stilling også forskning, som hun gerne ville have med.

Anna Louise bor i dag i Esbjerg med sin mand, Jimi, der er smed, og parrets to små drenge på tre og fire år.

- Så der er gang i den både på arbejde og derhjemme. Det er et par raske drenge vi har, så der er nok at se til, mener Anna Louise Siggaard.

Hun læser rigtig mange bøger. I forbindelse med sit job som museumsinspektør er det især faglitteratur, som Anna Louise er begravet i. Så når hun har fri, så er det skønlitteratur, som hun fordyber sig i.

Spændende fremtid

- Ellers har jeg nok at gøre med at være mor til to små børn, mener hun.

Hun har ikke lagt planer for, hvor længe hun er ved Billund Kommunes Museer.

- Så længe mit arbejde er vedkommende, og jeg kan føle en passion for det jeg laver, så trives jeg rigtig godt, siger Anna Louise Siggaard.

Hun mener, at museet går en spændende fremtid i møde, når Billund Kommunes Museer skal samles ved Karensminde, og det vil hun gerne være en del af.

Lige nu kan hendes store nye særudstilling "Spor af besættelsen" ses på Karensminde. Det er en udstilling, hvor hun som historiker har gravet dybt i fortiden.

- Jeg vidste en del om besættelsen, men der er dukket rigtig mange sjove historier op undervejs. Jeg elsker at nørde ned i historien, siger Anna Louise.


Jeg ringede til museet og fortalte museumschef Flemming Just, at museet ikke kunne undvære mig. Så mente han, at han var nødt til at have mig til samtale

Anna Louise Siggaard, museumsinspektør
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

40 års jubilæum

Annonce