Grindsted: Til daglig arbejder 38-årige Regina Luxchumykanthan som teknisk tegner og projektassistent hos entreprenørfirmaet Harry Andersen & Søn i Grindsted.
Det har hun gjort siden den 4. januar i år, og hun er meget glad for sit job.
Men i fritiden kan hun ikke bare sidde stille. Der skal ske noget - og helst noget med træning og sport. Sådan har det altid været for Regina, der nu har taget initiativ til en bootcamp i baghaven på sin midlertidige bopæl, et lejet hus på Filskovvej 31 i Grindsted.
Regina kommer fra Sri Lanka, og hun kom til Danmark da hun var fire år. Hun og familien landede i Holbæk på Sjælland, hvor Regina gik i skole. Senere tog hun en uddannelse som teknisk tegninger i Roskilde.
For 10 år siden førte kærligheden hende til Brande. Men kærligheden holdt ikke, og hun bor i dag alene med sine to drenge på fire og syv år i huset på Filskovvej.
Vild med Filskov
- Jeg skal kun bo her midlertidigt. Jeg har en grund på Krohaven i Filskov, hvor jeg skal bygge et hus. Jeg ved bare ikke hvornår. Jeg har boet her på Filskovvej siden 1. november, og jeg skal lige falde på plads her med børnene, siger Regina.
Det er på ingen måde tilfældigt, at det bliver landsbyen Filskov, der på et tidspunkt bliver rammen om den lille families liv. For Reginas børn har altid gået i børnehave og skole i Filskov.
- Vi bliver i Filskov for børnenes skyld. Det er en fantastisk by, hvor alle er gode til at hjælpe hinanden, og de står sammen om tingene, siger Regina.
Før corona-nedlukningen var Regina spinning-instruktør i Viadukthallen i Filskov, og så snart det bliver muligt er hun klar til at stå i spidsen for pedalramperne i hallen igen.
- Det er frivilligt arbejde, og det kan jeg godt lide, fortæller Regina.
Børn også aktive
Hun har altid været aktiv, og dyrket mange forskellige sportsgrene.
- Jeg har altid trænet rigtig meget. Jeg har spillet badminton, tennis, dyrket taekwondo og almindelig fitness. De seneste fire-fem år har jeg dyrket crossfit på konkurrenceplan, fortæller Regina.
Hun træner normalt i træningscentret Arca-Spinderiet i Vejle, som er et professionelt center for crossfit udøvere, der dyrker sporten på højere plan.
- Der kan jeg have mine børn med, og så leger, hygger og træner lidt med de andre børn, fortæller Regina.
Og børnene ser ud til at have arvet deres mors kærlighed for sport og træning.
- Den store går både til fodbold, håndbold og gymnastik, mens den lille kun går til gymnastik. Men han er begyndt at tale om, at han også vil gå til håndbold og fodbold, fortæller Regina.
Regina LuxchumykanthanVi bliver i Filskov for børnenes skyld. Det er en fantastisk by, hvor alle er gode til at hjælpe hinanden, og de står sammen om tingene