Annonce
Ugeavisen Grindsted

Tre år med butik: Malermester fejrer fødselsdag med nyt showroom

Malermester Peter Veilgaard i det nye showroom i Lagersalg på Nollundvej 97. Foto: Jan Kronvold
Det er tre år siden, at malermester Peter Veilgaard åbnede butikken Lagersalg på Nollundvej. I anledning af fødselsdagen er der blevet indrettet et nyt showroom og lager.
Annonce

Grindsted: Det er efterhånden tre år siden, at malermester Peter Veilgaard tog chancen og åbnede sin lille butik, Lagersalg, med maling og grej på Nollundvej 94 i Grindsted.

Fødselsdagen bliver fejret efter alle kunstens regler fredag den 11. oktober og lørdag den 12. oktober, hvor der er øl og pølser og en masse gode tilbud. Fredag foregår det fra klokken 13.00 til klokken 17.00, mens pølserne er varme om lørdagen fra klokken 9.00 til klokken 13.00.

Det var lidt af et sats, den gode malermester gjorde, da han åbnede butikken i 2016. Det varede da også et stykke tid, inden folk blev klar over, at butikken var åbnet. Men i dag går det fint, selv om der stadig kan komme enkelte ind og sige, at de ikke vidste, at der lå en malerforretning på Nollundvej.

I anledningen af fødselsdagen har malermesteren taget sig sammen og fået gjort alle lokalerne klar. Desuden er det gamle snedkerværksted blevet nedlagt, og det har givet plads til lager. Så der står i dag spande af de forskellige typer maling side om side, så det er meget overskueligt.

Peter Veilgaard

Malermester Peter Veilgaard har ni ansatte i sit malerfirma.

Han har i dag syv firmabiler, men han arbejder ikke længere selv med ved de udendørs opgaver.

Det er som regel Peter Veilgaard selv, der passer Lagersalg på Nollundvej.

I lokalerne på Nollundvej er der indrettet sprøjtekabine, hvor det især er låger og døre, der sprøjtes.

Lagersalgs fødselsdag fejres fredag den 11. og lørdag en 12. oktober, hvor der er gode tilbud samt øl og pølser.

Annonce

Nyt showroom

Den store nyhed er dog, at Peter Veilgaard har fået lavet et helt nyt showroom. Her kan kunderne se det sidste nye indenfor tapet, og i midten af rummet er der prøver på de farver og nuancer, som malermesteren kan trylle frem i blandemaskinen. Den er i øvrigt flyttet ud i selve butikken, hvor der nu er blevet bygget en egentlig disk.

- Tapet er blevet det helt store hit i de større byer. Der bliver der opsat masser af tapet. Ikke i hele rummet, men på én eller to vægge. Der går dog lige lidt tid, inden det når her ud på landet, mener Peter Veilgaard.

Noget af det nye indenfor tapet er filttapet med striber i forskellige farver. Når man så bliver træt af farverne, så maler man det over. Også det såkaldte 3D tapet er populært og det samme gælder sandspartling i forskellige nuancer og kalkmaling, fortæller Peter Veilgaard.

Noget andet nyt er såkaldt fototapet, hvor man kan vælge hvor mange baner, man vil have fra fotoet.

Og selv om den digitale tidsalder har ramt os, så findes der skam stadig bøger så tykke som bibelen med prøver på forskellige typer af tapet, som man kan studere i Peter Veilgaards Lagersalg.

Annonce

Flere produkter

- Tidligere blandede man selv tapetklistret og smurte det på bagsiden af tapetbanerne. Nu ruller man det færdigblandede klister på væggen i stedet for, fortæller Peter Veilgaard.

Han er lettet over, at han nu - efter tre år - endelig er kommet igennem hele bygningen. Alt er malet og indrettet.

- Der er også kommet flere produkter ind. Blandt andet oliebaseret træbeskyttelse, som der har været efterspørgsel på, siger Peter Veilgaard.

Tanken bag ved Lagersalg var, at kunderne kunne komme ind og hente en halv spand maling, eller hvad de nu skulle bruge, hvis det var på lager. Og det koncept gælder stadig, og det er der stadig mange, benytter sig af.

Lagersalg har kun åbent fra klokken 13.00 til klokken 17.00 på hverdage og lørdag formiddag, og det er som regel mester, der selv passer butikken.

- Det skal være en maler, der passer butikken, så de kan vejlede kunderne. Jeg er her som regel, for jeg har en del sprøjtearbejde, og så er butikken også åben, fortæller Peter Veilgaard.

I takt med, at Peter Veilgaard er blevet færdig med at indrette og male på Nollundvej 97, er der også kommet flere produkter ind. Foto: Jan Kronvold
Tapet er kommet på mode igen i de store byer. Moden er dog ikke helt nået til Grindsted endnu, mener malermester Peter Veilgaard. Foto: Jan Kronvold
Kunderne kan stadig kigge i tapetbøger i Lagersalg på Nollundvej. Foto: Jan Kronvold
Malermester Peter Veilgaard ved den nye disk i Lagersalg. Foto: Jan Kronvold
Der er farveprøver både ude og inde hos Peter Veilgaards Lagersalg på Nollundvej 97. Foto: Jan Kronvold
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Grindsted

Bio: Ugens film i biffen

Annonce