Grindsted: Grindsted by bliver maksimalt eksponeret torsdag den 22. august, når byen er vært for enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt.
Danmarks Radio er mediepartner til løbet, og sidste år sendte DR for første gang direkte fra start til slut på alle etaper. Det blev en stor seersucces, da alle fem etaper endte i top 10 over de mest sete TV-programmer i Danmark i den uge målt på seertimer (mellem 504.000 og 857.000 seertimer).
Derfor har man besluttet at gentage den direkte transmission fra start til slut af alle etaper. Det betyder, at DR sender direkte fra Grindsted fra klokken 15-17.50 på dagen. Efterfølgende er der aftenstudie på kanalen fra klokken 21.55 – 22.18.
Under hele den direkte sending vil der desuden være en helikopter med kamera i luften over byen for at supplere billederne fra motorcyklerne på vejene.
Kommentatorerne bliver Henrik Liniger og Dan Frost, mens værtssiden får udskiftning med Kresten Mosbæk Gravesen under etaperne og Tina Müller til aftenudsendelserne.